Kendte ansigter i nye omgivelser
Siden 2013 har den ikoniske art deco-bygning ved Inderhavnsbroen og Nyhavn, The Standard, huset restauranterne Almanak og Studio, men ved årets udgang flytter Almanak ud af det gamle toldkammer med det irrede tag.
Toprestauranten Studio bliver fortsat i Havnegade, hvor køkkenchef og Michelin Guidens ’Young Chef’-prisvinder Christoffer Sørensen træder ind som medejer af restauranten. Almanaks køkkenchef Christian Hoffmann træder ligeledes ind som medejer af Almanak.
Nyåbnet Almanak i Operaen med høje ambitioner
Selvom Almanak flytter ud af sine vante lokaler i The Standard, er restauranten på ingen måde hjemløs. Almanak har nemlig åbnet en ny aflægger i Operaen, og det er derved tydeligt, at ambitionerne stadig er tårnhøje.
— Mens ’det gamle’ Almanak finder sig et nyt sted at bo, sætter vi fuldt blus under Almanak i Operaen, som vil være åben for alle til både frokost og aften, og vi har da også en klar målsætning om at blive sat på verdenskortet med enten en Michelin ’Plate’ eller en Bib Gourmand allerede næste år, siger køkkenchef og medejer Christian Hoffmann.
I de nye lokaler har Henning Larsens tegnestue indrettet restauranten med hyggelige 'båse' i egetræ, specialdesignede siddepladser i kernelæder, bæredygtige møbler fra Mater og loungeområder med en imponerende udsigt over vandet.
Storslået nytårsgalla
Mens der er rig mulighed for at kombinere et besøg på Almanak i Operaen med én af husets forestillinger, så er der ekstra god grund til at kigge forbi til årets nytårsgalla. Her sætter køkkencheferne Christoffer Sørensen og Christian Hoffmann på henholdsvis Almanak og Studio hinanden i stævne til en storslået middag, der sent vil blive glemt.