Eva-Lotta Sjöstedt er glad for organiske og runde former. Bordet fra Gubi er pyntet med mos, grene og sølvtøj fra Georg Jensen. Ved hver kuvert ligger forskelligt sølvbestik, bl.a. fra kollektionerne Pyramide, Bernadotte og Blossom Gold. Det er med til at gøre hver plads unik, ligesom at alle også hver har fået sin egen Cafu-vase pyntet med en mistelten. Lampen er designet af Dcw Éditions, stolene er fra Gubi, og maleriet ermalet af Kim Cramer.
"Jeg har altid interesseret mig meget for design"
Derudover er Eva-Lotta Sjöstedts julebord pyntet med sølvglimmer og champagneglas, for hun kan godt lide ting, der skinner og glimter.
– Det har vi en tendens til at lade være med her i Skandinavien. Det hele er typisk meget ”plain” – og det kan jeg også godt lide, men nogle gange må man gerne ”spice det lidt op", siger hun.
Eva-Lotta Sjöstedt er født i Helsingborg i 1965 og uddannet designer fra Art & Design School i Stockholm. Siden har hun bl.a. haft en række direktørposter for Ikea rundt om i verden og været adm. direktør for det tyske Karstadt. Firmaer, der får hende til at finde det ”mere intimt” at have 1350 mennesker under sig, hvilket er tilfældet i Georg Jensen. Og man fornemmer, at Georg Jensen betyder noget særligt for hende, da hun afslører, at hendes forældre som lille tog hende med til København i juletiden. I Tivoli, ned ad Strøget, forbi julemarkederne og ind i Georg Jensen-butikken.
– Jeg har altid interesseret mig meget for design, og på den måde har Georg Jensen altid været en del af mit liv, fortæller hun.