Julen hos familien Foss/Nielsen er feminin, blid og hvid brudt af enkelte farveindslag. Jeg holder af farver og bruger dem bevidst som accenter, både i min juleindretning og i hverdagen, men altid på en hvid baggrund og med creme som grundlag.
Den hvide farve kan næsten være magnetisk. Den signalerer uskyld, renhed og ro, samtidig med at den giver plads til kontraster som fx rød eller lilla og de lidt mere excentriske indslag som fx mit alter på bordet, forklarer Tina Foss.
Den hvide og blide julebolig på 224 m² er fra 1928, og familien, der består af Tina Foss, antikvitetshandler med firmaet Heartroom Interieur, Claes Nielsen, headhunter, og deres to børn, Nicoline og William, har boet her i fem år. I de forløbne år har boligen gennemgået adskillige forandringer, blandt andet er næsten hele stueetagen bygget om.
Der er revet en del vægge ned, og der er lavet et helt nyt køkken. De fleste døre i stueetagen er fjernet, og der er skabt renere linjer og mere enkle rammer. Parret er optaget af antikviteter og synes, at de gamle ting kommer bedst til deres ret på enkle baggrunde.
Julen hos familien er ret traditionel. Tina Foss fortæller: Jeg elsker jul, og jeg holder af den mørke tid. Måske som en instinktiv glæde over at vide, at efter vinter kommer vår. Det er, som om vi lader op i julen. Vi bager lidt og holder julefest som de fleste, men det, der står øverst hos mig, er pynten og muligheden for at fylde huset med blomster, lys og sølvpynt fra Frankrig.
Familiens juletræ er en hel (genbrugs)historie for sig. Træet har nemlig efterhånden nogle år på bagen. Det er fra familiens egen have, og de har dyrket det frem over flere år. Det bliver taget ind hvert år til jul, og bagefter bliver det så forsigtigt sat ud igen, med klumpen på, så det kan gro sig lidt større til næste år.
For mig er pynten ikke kun ting, der sættes på et træ. På mit sofabord i år har jeg et lille alter af den slags, der står masser af steder i de katolske lande. Jeg har pyntet med kugler og lys, og jeg tillader mig at ophæve den religiøse attitude for i stedet at nyde formen og det forunderlige, der ligger i at have sådan en ting stående. Det er samme holdning, der ligger bag, når vi har englevinger i naturlig størrelse hængende i vinduet, forklarer Tina Foss.
En masse af den slags kan jeg gøre, når det er jul. Det er, som om julen skaber et vakuum, hvor den gode smag sættes lidt til vægs. Her må vi fråse, overdrive og være vildt nydende. Jeg dyrker det og kan holde det ud, fordi det er en kortvarig fornøjelse midt i den mørke tid. Samtidig synes jeg, at vi kan ånde her, fordi selve boligen og den almindelige indretning er enkel, fortæller Tina Foss.