Hollandsk jul på kanten af Østerbro

Hos kunstmaler og stylist Irene de Klerk Wolters og hendes familie på Østerbro er julen ankommet. Tonen er blid, og her er pyntet op med stedsegrønt, klynger af stearinlys og tableauer med gammelt legetøj, der lokker julehumøret frem.

Kunstmaler og stylist Irene de Klerk Wolters
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Irene de Klerk Wolters og hendes familie, der ud over manden Arjen Kes består af sønnerne Beau på 11 og Pepijn på 6, bor i en 200 m2 stor herskabslejlighed på Østerbro. Familien er tilflyttere fra Holland, men de elsker København og ikke mindst Østerbro, hvor de er faldet godt til i den fredelige atmosfære og holder af nærheden til centrum. I dette område er der mange smukke parker, butikker, kaffebarer, og vi er så heldige at bo så tæt på havet, at jeg kan gå derned og tage en morgendukkert, siger Irene.Familiens indretning er et eksempel på, hvordan man skaber en dynamisk og æstetisk symbiose, hvis man udnytter årstidens stemning og det lys, der er. De kolde mørke dage i løbet af vinteren og hen over juletiden inspirerer til at bage og nyde stearinlysenes skær. Hverdagslivet inviteres indendørs, og hjemmet bliver vores egen lune og stemningsfulde kokon, forklarer hun. En af traditionerne er, at hele familien går ud og finder det helt rigtige træ til stuen samt et mindre til drengenes værelse. Vindueskarme og gulvplads bliver ryddet for at skabe plads til fine juledekorationer. Vi tænder stearinlys i hele lejligheden, bager julekager, fortæller Irene.

BILLEDE Irene de Klerk Wolters med sønnerne Beau, der er 11 år, og Pepijn, der er 6 år. Malerierne på væggen har hun selv malet.

Et hjem med traditioner
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Lejligheden har et åbent grundplan med lyse stuer en suite og store vinduespartier, der lukker masser af naturligt lys indenfor og giver en fantastisk udsigt over byen. Familien flyttede i 2013 ind i den smukke herskabslejlighed, som ligger i en bygning fra begyndelsen af 1900-tallet. Indenfor hersker en fredfyldt atmosfære og en lethed fra en svunden tid, hvor nøje udvalgte vintage og moderne møbler smukt sidestilles med hjemmets historiske rammer. Gangene er fyldt med lyden af deres to drenge og en konstant aktivitet i lejligheden, der sikrer et hjem i permanent udvikling, ligesom dem selv. For Irene er det vigtigt, at et hjem ikke kun er æstetisk tiltalende, men også afspejler, hvordan de værdier, de vægter, har formet deres hjem – og hvordan de selv bliver formet af hjemmet.
Hun har en stilsikker smag, sans for detaljer og evnen til at kombinere stilarter kunstfærdigt. Den højloftede lejlighed er en smuk, eklektisk blanding af rustikke, franske møbler og moderne, skandinaviske toner. Irene har indrettet hjemmet udelukkende med ting, som har en betydning for hende og resten af familien – lige fra en samling af nedarvede franske antikviteter over et langbord til middagsselskaber til et rum reserveret til kreativ udfoldelse.
Juletræet bliver købt det samme sted på Østerbro hvert år. I år er det pyntet helt enkelt med julepynt af særlig betydning, der enten er købt på julemarkeder, er arvestykker eller pynt, som sønnerne har lavet – fx stjernen i papir, som deres ældste søn, Beau, lavede for nogle år tilbage. Krukken, træet står i, er vintage fra Holland, bogstavet er købt i Fil de Fer, og på gulvet ligger fine, indpakkede gaver og Pepijns træhest. Omkring spisebordet står Y-stole af Hans J. Wegner og Eames-stole. Misteltenen minder parret om, at man skal huske at kysse hinanden hver dag – især i julen.

Et miks af nyt og gammelt
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Irene lægger vægt på, at der også skal være noget til børnene, når hun pynter op til jul. I år er der fx blevet plads til en gammel 2CV-legetøjsbil midt i snelandskabet. Et vintage-smykke og en gren med hunrakler på et snedækket bord er et romantisk og fantasifuldt indslag.

"På enhver tid af året ønsker jeg, at vores hjem føles afslappende og hyggeligt."
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Det skal være et roligt fristed fra suset af byens liv. I julen er det især vigtigt for os med denne atmosfære, og derfor indretter vi os med tæpper, fåreskind, mange stearinlys og stedsegrønt. Misteltenen i stuen husker os på at give hinanden et kys, hver gang vi står under den, griner Irene, som flittigt bruger naturematerialer som julepynt. I det hele taget holder Irene af december i København. Hun synes, at det er en årstid, hvor hovedstaden er fyldt med en varm, hyggelig stemning og smukke juleudsmykninger, der pryder gaderne. København er så smuk i julen. Jeg elsker Ravnsborggade med alle dens dejlige vintagebutikker. Det er det perfekte sted at være i julemåneden, hvor kvarteret danner ramme om en række loppemarkeder i vinterens og julens tegn. Kvarterets antikhandlere, tøjdesignere, cafeer og gallerier rykker ud på gaderne, og man kan komme og nyde den gode stemning og gør spændende og unikke fund. Her er flot kunsthånd- værk, design, møbler og antikviteter, fortæller Irene og smiler ved tanken om de mange gange, hun er kommet hjem med fund, hun derefter skal integrere i indretningen.
Den hjemmelavede tavle var en fødselsdagsgave til deres ældste søn, Beau, da han fyldte 3 år. Den hvide ramme fandt Irene på en skole i Amsterdam, da de var i gang med at renovere. Derefter købte de en fiberplade, som de malede med sort tavlemaling.

Lys og indbydende lejlighed på Østerbro
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Naturlige farver og naturens materialer er vigtige for Irene. Stjernen er fra De Fire Årstider i Charlottenlund. Hvide vægge og en smuk egetræs-parket sikrer sammen med de store vinduer, at lejligheden er lys og indbydende. Irene holder ikke af at fylde væggene for meget. Derfor står de fleste malerier på gulvet – så er de også lettere at flytte rundt eller skifte ud.

Antikt skab fra Frankrig
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Skabet er købt på et loppemarked i Frankrig og transporteret til Holland på taget af deres bil – og derefter tog det rejsen videre til København med resten af familien. Oven på skabet står en samling af antikke flasker hjembragt fra ferier i Spanien og Frankrig. Maleriet på gulvet er et af Irenes egne værker.