Et rigtigt julehus

BO BEDRE har besøgt forfatter og tv-vært Stine Bolther, der bor med sin familie i Nordsjælland. Julen betyder meget for familien, og til trods for, at de så huset første gang på en sommerdag, så vidste de med det samme, at de havde fundet et rigtig julehus.

© Lene Samsø

Vi går rimelig meget all-in når det kommer til julen, fortæller Stine Bolther, journalist og forfatter, som til daglig arbejder som kriminalreporter og vært på Krimi5 og Politijagt på Kanal5. Et job, der byder på drab, hævn, efterforskning, forbrydere og politi, men alt dét lader hun bag sig, når arbejdsdagen er forbi, og familien samles i hjemmet i Nordsjælland.

I deres smukke, renoverede hus fra slutningen af 1800-tallet er der nemlig tale om solid julehygge af den gode, gammeldags slags med ild i pejsen, nisser på loftet og julepynt med personlige historier. - Huset er et rigtigt julehus. Det vidste vi med det samme - også selv om vi købte huset om sommeren. Den svenske pejs er i sig selv ret julet, og også de store stuer med franske døre imellem og sprossede vinduer er med til at give den helt rigtige julestemning, fortæller Stine Bolther, som har boet i huset i fire år sammen med sin mand Simon og børnene Sofie på ni og Mathias på seks år. - Vores traditioner er mange, og vi er gode til at holde fast i dem. Julen er en ret stor begivenhed hos os, og selvom det måske lyder som en kliché, handler det mest af alt for os om at have tid til hinanden og til at hygge. Vi er så heldige at bo lige ud til skoven, og når det har sneet, så skal vi ud at kælke. Det er noget, vi alle fire elsker, og efter et par timer i sneen venter varm gløgg, ild i pejsen og gerne tegnefilmen Rudolf derhjemme. For mange småbørnsfamilier kan julemåneden være lidt af en udfordring, når det kommer til logistikken i forbindelse med de mange julearrangementer. Hos familien Bolther er der også mange kalen- deraftaler, som skal gå op i en højere enhed. Luciaoptog, julekoncerter, klippe-klistre-dage og gløggaftener i børnenes institutioner har faste pladser i december-agendaen, ligesom kælketure, julebagning og pyntning derhjemme også prioriteres. - Vi sætter simpelthen kryds i kalenderen og tid af til det allervigtigste: nemlig at være sammen. Vi vil helst ikke gå glip af noget, men holder for øje, at det hele tiden er hyggeligt, sjovt og i børnenes tempo. Når Stine Bolthers julekasser bliver hentet ned fra loftet, kræver det en hel søndag eftermiddag at få dem pakket ud. Hun smider ikke gerne noget væk og estimerer, at hun har i omegnen af seks-syv flyttekasser fyldt med julepynt. Store flyttekasser, vel at mærke. Og det tager tid at gennemgå, hvad der skal frem lige præcis det år, og børnene får selv lov til at vælge, hvad de vil have på værelserne, mens de voksne bestemmer over stuerne. Inden børnene kom til, blev hjemmet pyntet i farvetema, som varierede fra år til år, men efterhånden udgør den personlige julepynt et tema i sig selv, og Stine holder farverne mere naturlige. Selvom Stine hæger om julens traditioner, fornyer og supplerer hun alligevel sin julepynt hvert år. I dagene fra sidst i november til hen imod jul bliver det hyggelige hus mere og mere festklædt, efterhånden som den travle journalist får besøgt diverse julemarkeder og stormagasiner, hvor hun finder inspiration til udsmykningen af stuerne. I år er pynten enkel og hovedsageligt holdt i sort, hvid og blå, men her er ingen restriktive temaer, Stine pynter med egne ord op med en slags intuitiv dekoration. Naturlige elementer som skind, uld og kogler suppleret med grønt fra den nærliggende skov har fundet plads i Stines stuer, ligesom et stort juletræ inde i huset er et must.
Jagten på juletræet fra en økologisk skov på landet er en tradition, som altid er fast tilbagevendende. Hvert år tager familien Bolther turen til en gård i Gurre nær Helsingør, hvor de finder og fælder det helt rigtige træ, og bagefter hygges der med de forskellige juleaktiviteter, gården byder på. Her er vildsvin, høns og andre dyr, der leges med, og en traktor, der må klatres på. Den lokale slagter sælger delikatesser som sylte og hjemmesyltet marmelade, og de slutter af med gløgg, æbleskiver og høj julemusik i bilen på vej hjem. - Vores juletræstradition går tilbage til dengang, børnene var helt små, og vi boede i København. Det er hele turen værd, fordi der er ægte julestemning, og børnene elsker at få en ridetur på en af deres heste, ae katte og klappe hunden. Familiens julepynt til træet har også en helt særlig historie. Stort set hvert eneste stykke pynt er unikt og købt på en rejse eller ved en særlig lejlighed. Noget er også arvet fra bedsteforældre og forældre, ligesom børnene bidrager med en del hjemmelavet pynt, som også kommer på træet. - Juletræet er ikke så konceptet, men til gengæld er det meget personligt og med masser af minder i hver en detalje. Det er sjovt at gense en julekugle købt på en solskinsdag i Sydney eller et glasæble købt en januardag i New York. En Minnie Mouse-kugle fundet en efterårsdag i Disneyland Paris og en julesnemand fra Singapore ... Juleaften er noget helt særligt for Stine Bolther; - Når vi holder jul hjemme, ser man ikke julegaverne, før de franske døre slås op, og kun stearinlys lyser stuen op - og alle de mange gaver, der bugner under og i træet! Det er en dejlig tradition, fortæller hun.

© Lene Samsø

Huset er fra 1880 og blev oprindeligt bygget som sommerresidens for en velhaverfamilie fra København, som dengang brugte området rekreativt, når de skulle på landet.

Familien Bolther bor med skov og strand kun få skridt fra hjemmet og bruger flittigt det smukke omkringliggende område.

© Lene Samsø

Bolthers hus har julen gode kår. Tre smukke, store stuer ligger i forlængelse af hinanden, og i spisestuen dækker tv-værten op til julemiddagen. Lampen over bordet er fra Le Klint. Lampen i mellemgangen er en Dandelion fra hollandske Moooi.

© Lene Samsø

En stor svensk kakkelovn, som går fra gulv til loft, stod i huset, da Stine og Simon overtog det. De fik ombygget ovnen og indsat et brændeovnskammer, så nu er ovnen ikke bare smuk og dekorativ, men også en god varmekilde i vintermånederne. Standerlampen er en Havana fra italienske Foscarini.

© Lene Samsø

"Juletæet er ikke så konceptet, men til gengæld er det meget personligt og med masser af minder i hver en detalje.”

  • Det er sjovt at gense en julekugle købt på en solskinsdag i Sydney eller et glasæble købt en januardag i New York. En Minnie Mouse-kugle fundet en efterårsdag i Disneyland Paris og en julesnemand fra Singapore, fortæller Stine Bolther.
© Lene Samsø

Børnene kigger efter julemanden.

© Lene Samsø

I spisestuen fungerer en skænk som en slags buffet med julens lækkerier. Stine har pyntet buffeten med antikke karafler, som parret har arvet fra bedste- og oldeforældre.

© Lene Samsø

Juledekorationen har Stine lavet på en stor bakke, hvor hun har samlet mospuder, kogler, bloklys og forskellige af vinterens grønne planter sammen med et stort gevir.

© Lene Samsø

Julebordet er dækket op med lyse og mørke kontraster, hvor også blandingen af nyt og gammelt giver en stemningsfuld virkning. Moderne, hvidt porcelæn på sort dug, sat sammen med arvede vinglas og en rustik “center-piece”, som Stine har lavet af sammenfiltrede lærkegrene med julekugler drysset over. Ved hver kuvert har Stine lagt en serviet foldet med gavebånd og stukket en enkel grangren ved.

© Lene Samsø

Stuen mellem spisestuen og dagligstuen kalder familien slet og ret for mellemstuen, og de bruger rummet til at skabe en fornemmelse af luft og god plads i indretningen. Stine har indrettet stuen til leg og læsning med to stole, hun har arvet fra sin mormor. På væggen hænger et tryk af Eiffeltårnet på lærred, som har en særlig betydning for Stine og Simon, da det var i Paris, Simon friede til Stine.

“Vores traditioner er mange, og vi er gode til at holde fast i dem. Julen er en ret stor begivenhed hos os, og selvom det måske lyder som en kliché, handler det mest af alt for os om at have tid til hinanden og til at hygge.”

© Lene Samsø

Et vue til stuen, hvor en stor sofa fra Bolia danner det hyggelige samlingspunkt. Lune lammeskind og en sælskinds- pude fra Broste Copenhagen gør stuen juleklar, og i julemåneden pynter en stor lysdekoration direkte på gulvet. Berbertæppet på gulvet er fra Kirsten Fribert.

“Når vi holder jul hjemme, ser man ikke julegaverne før de franske døre slås op, og kun stearinlys lyser stuen op - og alle de mange gaver, der bugner under og i træet! Det er en dejlig tradition.”

© Lene Samsø

Husets kat kigger på fugle i sneen.

© Lene Samsø

På kakkelovnshylden har Stine Bolther sat en masse stearinlys.

© Lene Samsø

Katten Pjevs putter i gæsteværelsets slå ud-sofa.

© Lene Samsø

Familiens hus ligger lige ud til naturen, og alle fire elsker at bruge den hele året. Om vinteren er det nemt for ungerne at kælke og kigge på dyrelivet, men de voksne nyder også de daglige gåture i skoven og de lange kig over landskabet.

© Lene Samsø

“Vi er så heldige at bo lige ud til skoven, og når det har sneet, så skal vi ud at kælke. Det er noget, vi alle fire elsker, og efter et par timer i sneen venter varm gløgg, ild i pejsen og gerne tegnefilmen Rudolf derhjemme.”