Trend på Instagram: Farverige lofter
Lofter i alverdens farverige nuancer pibler frem flere og flere steder på Instagram. Vi giver dig et indblik i den populære trend her.
Set på Instagram
Du har måske allerede bemærket de farverige lofter, som mange er begyndt at dele ud af på Instagram.
Alt fra grønne til lyserøde og sågar stribede lofter er at finde i flere danske hjem, hvor man har været modig og gjort en smule op med den klassiske og til tider farveløse, minimalistiske indretning.
Lad et farvet loft være alternativet til farvede vægge eller gå all in og mal både lofter og vægge i enten samme - eller forskellige farvenuancer.
Med et farvet loft kan du skabe en særlig hulefornemmelse i rummet, som bidrager til en hyggelig stemning. Derudover er det en nem måde, hvorpå du kan snige farver ind i indretningen, og det farverige loft kan samtidig også tilføre personlighed og charme til dit hjem.
Gule striber... i loftet
Her har man ladet den glade, gule farve fra væggene gå igen i form af striber i loftet - en virkelig elegant og modig løsning, som i den grad må siges at være vellykket!
Det stribede mønster og den gule farve er begge elementer, som giver kant til rummet, og det modige valg giver en fin kontrast til de smukke, klassiske bjælker i loftet.
Blåt i blåt
Med et flot, mørkeblåt loft har man her formået at lade de pastelblå nuancer på væggene komme til sin ret og samtidig skabt den helt rette hyggelige stemning på værelset.
Særligt på et børneværelse, hvor udtrykket gerne må være vildt og legende, kan et farverigt loft gøre underværker - og typisk falder de farverige idéer også i god jord hos børnene selv.
"Gulvvarme forneden og solskin foroven"
Sådan skriver blogger, Sofie Amalie, som står bag den populære boligblog "thus the fuss" om dette billede af hendes badeværelse.
Den gennemtrængende gule farve i loftet må da i den grad siges at lede tankerne hen på solen - og hvilken bedre følelse af blive mødt af, når man træder ind i et rum?