Udfordring: Hvordan gør man en stor stue hyggelig?

”Vi har forsøgt at inddele stuen i flere sektioner, men føler stadig, at man sidder i en kæmpe ’sal’ og ikke i en privat stue.” Arkitekten giver sine indretningstips.

Kære Lone,

Vi købte for snart fire år siden et forsamlingshus langs Kolding fjord.

Det følgende år blev brugt til at bygge det om til bolig for vores familie på fire.

Resultatet er blevet fantastisk men vi har en udfordring når det kommer til den gamle ”salen” som nu er blevet til stue. Den er hele 75 m2 med næsten fire meter til loft.

Udfordringen er at gøre vores nye stue hyggelig at være i. Vi har forsøgt at inddele stuen i flere sektioner men føler stadig at man sidder i en kæmpe ”sal” og ikke i en privat stue.

Vi ønsker at bevare det specielle ved huset men samtidig få en stue som bliver brugt mere i det daglige. Vi har indtil videre ikke haft fjernsyn i stuen, noget som har medført at både børn og voksne sidder i den lille stue ovenpå.

Vi må nok derfor indse at der bliver behov for et tv nede i den store stue også. Det meste af møbler er købt til stuen.

Både to sofaer med sofabord, to Wegnerstole med bord og skrivebord/stol. I tillæg har vi fået etableret en svensk kakkelovn.

Alle de møbler vil vi gerne bruge men måske bare på en anderledes måde. Der vil nok være behov for flere møbler til at fylde det store rum.

Vi håber I har nogle gode ideer. Vedhæftet følger plantegning af vores stueetage samt billeder af stuen.

Med venlig hilsen Pernille & Tord

Kære Pernille og Tord,

Desværre bringer vi ikke fotos, så jeg kan ikke vise jeres stue med de flotte dimensioner, trappe og sildebensparketten. Men jeg viser jeres nuværende møblering som selvfølgelig viser at der er mere end rigelig plads i det store, smukke rum.

Det er egentlig helt rigtigt, som I har forsøgt, at skabe rum i rummet ved at placere de to sofaer sammen og skabe et lidt lukket hjørne, og ved at lægge det store tæppe ud på gulvet, men i så stort et rum får I den modsatte effekt fordi I får tydeliggjort hvor meget plads der bliver tilbage.

Samtidig er det en udfordring at få jeres fine, nyindkøbte møbler til at fylde, fordi I har valgt meget lette og ikke- fyldende møbler til den store stue.

Altså gælder det om at få gjort det hele mere intimt og få mere ud af møblerne.

Selvfølgelig vil det gøre en stor forskel at få fjernsyn i stuen, så I får fjernet ”stadsestue- fornemmelsen” og får gjort stuen til hverdagsbrugsrum i stedet.

Jeg vil foreslå at I maler de to endevægstykker, der er på siden af skorsten og kakkelovn. Det vil med det samme bringe varme til rummet og gøre rummet mindre rent optisk. I kan for eksempel vælge en dæmpet gråblå, der matcher sofaernes farve, så det nye element hænger sammen med jeres møbler.

Flyt reolvæggen hen bagved sofagruppen, så I får mere glæde af det liv, den giver til rummet. Samtidig tvinger reolen jeres sofaer længere ind i rummet, så de kan komme til at fylde mere.

Som I kan se på min tegning, samler jeg møblerne med det største tæppe, så der også bliver plads omkring sofabordet til de to mindste lænestole. Som de står i dag, lige inden for døren, er der ikke nogen, der sætter sig i dem. Placer i stedet for en bænk eller lavt bord her til en masse grønne planter,- det giver en masse liv og bevægelse allerede inden man er gået ind i stuen.

I det nuværende reolhjørne møblerer I med den fine flaglinestol, sidebord og standerlampe der samles med det mindste tæppe. I hænger jeres maleri på den malede endevæg og det nye fjernsyn overfor på væggen mod fløjdørene.

En sidste lille ting I kan prøve er at flytte skrivebordet så det står ud fra væggen i stedet for opad. Derved kommer I til at side og kikke ud i rummet i stedet for ind i væggen og igen kommer møblerne til at fylde mere i den store, smukke stue.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund – FØR

© Lone Barslund – EFTER

Relaterede Artikler