En smuk spiseplads med havudsigt
© Gert Skærlund

Sådan sammensætter du den helt rigtige spiseplads

De fleste spisepladser har de samme basale elementer, men det kan alligevel gøres på mange forskellige måder. Se her, hvad du skal tænke på, når du sammensætter din spiseplads.

Skab den perfekte sammensætning

En spiseplads skal virke indbydende, og du kan skabe forskellige stemninger alt efter, hvordan du vælger at sammensætte den. Skal den være intim, eller skal der være plads til fest?

Det er helt op til dig, men hvis du mangler inspiration til, hvordan du kan gøre, har vi kigget lidt på de forskellige elementer.

Et stort, flot plankebord med Wegners Y-stole omkring lægger op til store middagsselskaber
© Andreas Mikkel Hansen

Bord

Bordet er det centrale element, og det skal selvfølgelig både passe til din stil, antal kvadratmeter og formål.

Du skal først og fremmest vælge et bord, du godt kan lide, men det kan også godt betale sig at tænke over, hvordan det skal bruges. Hvis du ofte har mange gæster på besøg, kan du overveje, om det skal være et stort bord eller med udtræksplader.

Har du derimod flest små selskaber eller er det bare til hverdagsbrug, så kan du gå efter et mindre bord.

Et langt bord er rigtigt smukt og lægger op til fest, hvor et mindre bord er mere intimt og lægger op til hygge.

Formen er også vigtig at overveje, da skarpe kanter kan virke meget hårdt i visse omgivelser, og her kan et rundt eller ellipseformet bord bløde udtrykket op.

Se resten af den flotte, nybyggede bolig lige her.

En intim spiseplads med et rundt marmorbord og blød belysning fra bordlampen
© Birgitta Wolfgang/Sisters Agency

Belysning

Belysningen er vigtig for stemningen, da for skarpt lys kan dræbe hyggen, mens for lidt lys kan blive upraktisk.

Her kan du overveje en lysdæmper, så du har mulighed for selv at vælge alt efter lejligheden, og ellers handler det om at finde et lys, der er behageligt.

De fleste vælger loftslamper, og om du vælger én eller flere er op til dig og bordets længde. Du kan også vælge en flot bordlampe, hvis du gerne vil have et anderledes look – det kan se rigtig flot ud, og det giver en helt anderledes belysning og atmosfære end loftslamper.

Se flere billeder fra Thomas Gundorf Mortensens stilede lejlighed lige her.

Blandede stole om spisebordet skaber et spændende udtryk med en god historie
© Anders Schønnemann

Siddepladser

Der har længe været en tendens til at vælge helt ens stole, og det giver selvfølgelig også det mest strømlinede look. Dog er der lige nu en tendens til at vælge forskellige stole, og det ser fantastisk ud, hvis det gøres rigtigt.

Det er en god idé at gå efter en rød tråd såsom et materiale, et farvetema eller en stil, men du kan også bare mikse og matche forskellige stole, der tiltaler dig. På den måde skaber du en fortælling med stolene, som skiller sig ud.

Du kan også vælge at kombinere stole og bænk, især hvis bordet er placeret tæt op ad væggen. Det er hyggeligt, og du kan tilføje lidt puder eller et skind for at hygge lidt ekstra.

Uanset hvad du vælger, er det altid vigtigt at tænke på komforten, så tag også det med i dine overvejelser.

Se flere billeder fra den flotte stylistbolig lige her.

Spiseplads med farverigt tæppe og flot havudsigt
© Gert Skærlund

Tæppe

Om der skal gulvtæppe til er selvfølgelig op til dig, men det gør meget for både for spisepladsens look.

Et tæppe tilføjer hygge og skaber nogle rammer om spisebordet, så spisepladsen bliver et mere veldefineret område i rummet. Samtidigt giver det også en bedre akustik, så der lægges op til samtale.

Tæppet er også en god mulighed for at give noget mønster eller farve, som får området til at poppe lidt mere.

Husk dog at vælge et tæppe, der er relativt nemt at støvsuge for krummer og lignende, og hvis der ofte drikkes rødvin og kaffe, er det en god idé at gå uden om hvid og pasteller.

Hvis du ikke er så meget til tæpper, kan du også sagtens vælge at lade være. På den måde bliver spisepladsen lidt mere neutral, og samtidigt bliver det nemmere at gøre rent.

Se flere billeder fra hjemmet med den smukke havudsigt lige her.