Sådan bliver der plads til det hele i stuen

Selvom familien får mere plads i den nye lejlighed, har de stadig brug for en stue, der kan rumme det meste. Indretningsekspert Lone Barslund kommer med sit bedste forslag til indretningen.

Kære familie,

Tillykke med den nye lejlighed, det bliver skønt med mere plads og eget værelse til den mindste.

Jeres stue er knap 30 m2 stor og meget lys med det store vindue, der går rundt i hjørnet, så udgangspunktet er rigtig godt.

Jeg kan godt forstå, at I vil have kontakt til den/dem, der er i køkkenet. Udsigten igennem stuen er helt sikkert også værd at tage med.

Det vil være mest naturligt at placere jeres spiseplads nærmest køkkenet. Jeg har markeret hjørnerne på jeres plankebord på tegningen sammen med mit forslag om et rundt bord med plader, så I kan se, hvor meget gulvplads det vil give jer til hverdag at have et mindre bord stående og ingen hårde hjørner at rende ind i.

Det runde bord er også tegnet 110 cm bredt og vil nemt give plads til 6 stole uden plader. Med en enkelt plade bliver bordet 160 – 170 cm langt, og der er stadig god plads.

Så er der den relativt store hjørnesofa. En diagonal placering i forhold til spisebordet vil give mest gulvplads, og med sofaen i hjørnet får I plads til den store fladskærm på væggen længst væk fra børneværelset, hvilket er en stor fordel om aftenen, når I skal se skærm.

En lang lav reol under skærmen kan give plads til bøger m.m., og der er endda plads til en eller to lænestole, uden at stuen bliver overfyldt.

Den ønskede lille arbejdsplads kan I få med et mindre konsolbord, hvor I kan rykke en spisebordsstol hen, når der skal arbejdes. Konsollen vil ikke være i vejen, når I skal have plader i spisebordet, og ellers kan den nemt rykkes lidt tættere på sofaen.

Stil sofaen 10 – 15 cm ud fra vinduesfacaderne, så der evt. er plads til gardiner.

Bedste hilsener Lone

Stuen-til-det-hele
© Lone Barslund