stue med pejs skal have ny reol
© Getty Images

Pejsen er i vejen – hvor skal reolen være?

Er der plads til både pejs, spisebord og reol i stuen? Familien har givet op, men BO BEDREs indretningsarkitekt har en god løsning.

Kære Lone.

Du kommer med så mange gode forslag på bloggen, så nu prøver vi om du kan hjælpe os videre med vores projekt. Vi bor i villalejlighed på første salen i en 50´er villa. Vi har en lys stue hvor loftet går til kip i den ene side, men den er svær for os at indrette på grund af en pejs i det ene ( høje) hjørne og en ganglinje fra køkken og gang til altan, som vi prøver ikke at møblere hen over.

Vi mangler reolplads og opbevaring i det hele taget og en større spiseplads, da vi tit har gæster. Har du en god løsning, for vi har selv opgivet at få det til at fungere?

Lotte og Kim.

Stuen som den ser ud i dag.
© Lone Barslund

Hej Lotte og Kim.

Jeres høje endevæg er totalt velegnet til at bygge en rumhøj reol på, så I understreger lofthøjden og får skabt et markant og iøjnefaldende møbel i rummet.

Allerflottest vil det være, hvis I kan flytte pejsen til midt på væggen med reoler på begge sider. Pejsen bygges ind i en rumhøj, pudset væg, der giver tyngde i midten som kontrast til reolerne på begge sider. Reolerne bygges af krydsfinér- eller MDF plader, der grundes og males.

I stedet for sofa med chaiselong og lænestol, kan I vælge en hjørnesofa, der vil definere opholdspladsen i rummet ved at vende den lange led ud imod stue og ganglinje.

Jeres spiseplads kan blive en hel del større, hvis I vender bordet. En fast bænk med sæde- og ryghynde sparer plads i forhold til stole, så I kan få plads til 10 med ekstra stole for bordenderne.

Imellem bænken og væg til køkken kan I fint placere et skab eller lukket reol til alle de ting, der ikke skal stå fremme – mapper og alt det andet lettere rodede grej, vi alle har.

Bedste hilsener Lone

Stuen som den kommer til at se ud efter Lone Barslunds hjælp.
© Lone Barslund
Endevæggen med den nye reol.
© Lone Barslund
© Lone Barslund

Lone Barslund

er bygningsarkitekt og har indrettet alt fra boliger til virksomheder. Lone Barslund har en omfattende viden om og erfaring med både indretning og ombygninger af private hjem. Lone Barslund har rådgivet BO BEDREs læsere i mere end 20 år.