gulv til loft vinduer plantegning
© Lone Barslund

Hvordan indretter vi hyggeligt, når stuen har vinduer fra gulv til loft?

Glas fra gulv til loft er flot og giver masser af lys. Men mange har også oplevet, at det er en udfordring, når man vil indrette sig. Men bare rolig ... indretningsarkitekt Lone Barslund har en løsning.

Vi flytter snart ind i vores nye hjem, en moderne villa fra 86 i forskudte planer, med rigtig meget plads og masser af dejligt sollys fra store glaspartier, hvor mit spørgsmål til dig især går på gavlen, der har glas til kip ligesom stuen i det nederste plan.

Vi synes nemlig ikke at det er så ligetil at møblere den store stue så hyggeligt som vi har det, der hvor vi kommer fra, så vi vil modtage hjælp og gode ideer med kyshånd. Stuen ligger 5 trin nede i forhold til køkkenalrummet, adskilt med en 95 cm høj muret brystning og en bred trappe, så det er lidt af en mundfuld at få det ”ind under huden”. Har du en løsning?

Malene og Casper.

indretningstips gulv til loft vinduer facade plantegning
© Lone Barslund

I kan vælge lodrette lameller, der uden problemer passes til gavlens facon, men de er altså meget kontoragtige og har slet ikke den blødhed som du ønsker i indretningen. Akustisk hjælper de heller ikke så meget.

Jeg ville selv prøve mig frem med et par lagener og gaffatape og simpelthen se hvad der fungerer bedst og så derefter tage beslutningen.

Med hensyn til møbleringen, så kan det være en fin idé at lade en stor sofa markere siddepladsen og ganglinjerne til de tilstødende rum. Bagved sofaen kan I stille en konsol eller et par lave reoler med læselampe og på endevæggen give den gas med høje reoler med masser af bøger og farve og evt. få plads til en ekstra læseplads.

Ud over tæppet under sofagruppen kan I også overveje tæppe under spisebordet og en lang løber langs med den høje reol.

Lone

Lange gardiner, polstermøbler, løse tæpper, planter og bøger er alt sammen ting, der afhjælper akustikken i store rum med meget glas. Husk også at lydene fra alrummet forplanter sig til stuen ( og omvendt), så polster / hynder / skind på spisebordsstolene er også en god idé, ligesom store stofskærme over spisebordet er langt bedre end glas- eller metalskærme.

Gulvlange stofgardiner dæmper lydene rigtig effektivt og vil være så smukt i den store stue, men det afhænger helt af glaspartiets form og tagets udhæng. Er taghældningen ret flad, kan gardinerne godt monteres helt oppe under loftet - her vil de midterste baner så komme til at slippe gulvet jo længere I trækker dem ud til de noget højere sider. Vælger I et meget tyndt stof, vil det falde pænt og forskellen bliver næsten ikke til at se.

Er taghældningen høj dur det ikke, så her skal man se om gardinerne kan monteres på den vandrette midtersprosse. Det efterlader de øverste trekantede ruder uafskærmede, men det går an, hvis tagudhænget tager solen i den højde.

indretningstips gulv til loft vinduer plantegning lone barslund
© Lone Barslund