Hvordan indretter man en lejlighed på 67 kvm til 3 voksne?

"Jeg har sovet i stuen i 16 år!"

Kære Lone,

Vi har sendt en tegning af, hvordan vores lejlighed ser ud efter vi for nogle år siden fik væltet en bærende væg ind mod stuen og fjernet en ikke bærende væg ud til køkkenet, så der er åbnet op mellem køkken og stue.

Den oprindelige dør fra gangen til stuen er "blændet" (døren er der endnu) og vi bruger indhakket som garderobe i gangen og som bogreol i stuen.

Jeg har sovet i stuen i 16 år! De sidste 7 år med min kæreste. Jeg er så træt af ikke at have et soveværelse, trods det at jeg ved at der nok ikke går længe før datteren flytter (hun er 18 år).

Før i tiden havde vi udover sengen på 160cm en sofa i stuen, så vi sad altid i køkkenet og spiste. Men efter at vi har droppet sofaen (vi lå alligevel i sengen når vi så tv) og i stedet fået et større spise/arbejdsbord i stuen, sidder vi altid dér.

Vi har tit talt om, at det er spild af m2, at vi kun er i køkkenet, når vi laver mad.

Vi har forsøgt at gøre køkkenet mere attraktivt, ved at købe et rundt bord og gøre plads til klaveret, i håb om, at man fik lyst til at bruge rummet mere aktivt.

Men vi søger altid mod stuen, hvor alt så foregår og er holdt op med at spille klaver.

Køkken og soveværelse er ud til en lille mørk gård, mens stuen er ud mod lys gård og der kommer altan til efteråret.

Vi har selv tænkt på, om vi kunne flytte køkkenet ind i stuen og lave køkken/alrum.

Køkkenet kunne dermed blive et soveværelse (som min datter så ville få, så hun fik et større værelse og "egen indgang" gennem køkkentrappen).

Vi har målt og kigget og målt og kigget, men vi kan ikke finde en smart måde både at kunne have køkken, spiseplads og en lille sofa i rummet.

Jeg vil gerne have, at der også er en sofa, da jeg mister sengen som "flydested".

Det var her vi tænkte, at du måske kunne komme med nogle gode idéer til at udnytte boligens 67m2 (mere specifikt de ca. 18m2 i stuen- med mindre du har andre forslag).

Bedste hilsner Berit & Lasse

Kære Berit og Lasse,

Det ser ud som om det vil være ret enkelt at flytte køkkenet og tilslutte det til badeværelsets installationer.

Alligevel skal I overveje at det er en stor udgift set i forhold til at din datter ikke kommer til at bo hjemme mere end nogle få år endnu.

Jeres løsning med at flytte køkkenet er ikke spor dårlig,- jeg falder jo straks for bemærkningen om at der er dejlig lyst og altanadgang, men det vil der jo også være hvis rummet fortsætter med at være jeres fælles opholdsstue.

Som du kan se på møbleringen på plan A, bliver det noget klemt med køkken, spiseplads og sofa i det ikke så store rum, men det kan sagtens være en okay løsning et par år, indtil i så kan indrette sofastue i det oprindelige køkken.

Den helt enkle løsning vil være at sætte en midlertidig væg op i stuen, som vist på plan B, så hun får et værelse der måler 205 x 308 cm. Ikke stort men dog hendes eget..

Den blændede dør fra entreen åbnes og bliver hendes adgang til værelset.

I voksne overtager så hendes værelse ved siden af køkkenet, der så bliver hvor det er.

Vælger I løsningen med den lette skillevæg, sparer I ombygningen og et nyt køkken, i rundt tal fra 200.000 kroner og op, på grund af de ændringer der skal til for at bryde igennem til badeværelset og tilslutte vand og afløb korrekt, ny vådrumsbelægning, udsugning der skal via badeværelset, m.m., og etablering af ny væg imellem entré og værelset i det oprindelige køkken.

Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg selv ville vælge, set i lyset af tidsperspektivet og selvfølgelig også størrelsen på altanstuen, der ikke er ret stor, så jeg er spændt på hvad I kommer frem til.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund – Nu

© Lone Barslund – Plan A

© Lone Barslund – Plan B

Relaterede Artikler