Tak for et rigtig godt blad med masser af inspiration og gode råd til indretning.
Vi er en familie med et hjemmeboende barn, som gerne vil have hjælp til at indrette vores stue på 32 m2, der skal friskes op.
Det er planen at male væggene samt tage gulvtæppet af og slibe parketgulvet nedenunder. Vi vil gerne have udskiftet de gamle reoler, nye billeder på væggene, godt læselys ved sofaen/stolene og måske et skrivebord. Som det er nu, synes vi også, der er for mange stole. Vi er helt åbne for nye ideer.
Vi tænker på at male væggene helt lyse igen? Hvad skal parketgulvet behandles med efter afslibning?
Vi ser meget frem til at høre fra jer. På forhånd tak for hjælpen.
Venlige hilsener Fam. Olesen
Kære familie Olesen,
Det er en fremragende idé at få parketten frem i lyset igen. Væg til vægtæpper har det med at stjæle lys og liv idet al reflektion fra solen forsvinder i det matte tæppe.
Med hensyn til kommende siddepladser, så skriver I ikke noget om en evt. udskiftning af sofaen, men jeg vil nu godt foreslå at I tænker i en løsning med to noget lysere og lettere sofaer, så de to løse stole erstattes af sofapladser. I den ”tomme vinkel” i hjørnet imellem de to sofasider, kan I placere en høj bogreol og en standerlampe med godt læselys. Sofabordet vendes så I får mere gulvplads indenfor dørene.
På den væg, hvor reolerne står lige nu, ville jeg så placere et par reol- eller vitrinemøbler i en halvhøj version, så der er plads ovenover til lidt billedophæng, en samling vaser eller/ og en bordlampe, så der kommer lys i hjørnet.
Det kan fint være jeres eksisterende hvide opbevaringsmøbel, bortset fra at det ville gøre noget rigtig godt for indretningen at møblet her var længere og fyldte mere på endevæggen. Se hos Ikea deres halvhøje Hemnes vitrineskab med skydelåger i glas, det måler 130 i højden og 120 i bredden, samt 37 cm i dybden, så der kan akkurat stå 2 stk. på endevæggen. Det giver super god plads til bøger, vaser, duge og alt muligt andet, som I har lyst skal stå delvist fremme.
Ved at rykke sofagruppen udad og væk fra endevæggen med vitrinerne, må I vurdere om der så også kan sniges et lille fritstående skrivebord ind, som placeres som vist, eller det bliver for klemt når jeres lænestol eventuelt også skal blive der.
Tæppestørrelsen skal være omkring 3 x 2,4 meter, så møblerne lige får fat med forbenene, - det samler møblerne.
Billedophængningen kan I overveje således at I hænger to billeder over hinanden på vægstykket imellem det højtsiddende vindue og sofaen, så det danner et højt format, og så hænge det tredje af jeres billeder midt over venstre side af sofaen. Der er jo også plads til et billede på væggen bagved glasdøren.
Hvis I gerne vil have stuen lys med nye lyse sofaer, ( gråbeige, gråbrun) så giv eventuelt endevæggen med vitrinerne en farve,- jeg forestiller mig at det ku bliver rigtig fint med en sandgylden farve og den sortbrune version af vitrinerne. Et par nye puder i samme farver i sofaerne og I har sammenhæng i hele rummet.