Mere end bare et soveværelse

Vi tilbringer en trejdedel af vores liv i en seng. Så sørg for at indrette dit soveværelse med omtanke og omsorg. Bliv inspireret i galleriet her, hvor vi viser 9 skønne soveværelser.

FRISKE FARVER
© Dux
Color Edition er en unik kollektion af senge betrukket med et stof, som det historiske Bogesunds Väveri har specialvævet til Dux. Det er vævet af den fineste uld fra New Zealand og findes i tre farver: stone, grey, sand. Sengene sælges i en pakke med seng, madras, ben og det nye hovedgærde Stellar. 70.165 kr., Dux.

TIDLØS LUKSUS
© House of Pictures
Som en hotelsuite er dette soveværelse bygget fuldstændigt symmetrisk op – i en farvepalette af grå og cremefarvede nuancer, der giver en rolig og harmonisk feeling. Sengegavlen går fra gulv til loft, hvilket gør, at sengen bliver en del af arkitekturen. Der er valgt et blødt væg til væg-tæppe i silke og en lille sofa for fodenden til at fuldende møblementet. Crispy hvidt bomuldssengetøj og velourpuder giver tekstur. Det er både klassisk og contemporary.

ROLIG SØVN
© Montana
Ro i soveværelset giver ro i sindet. Montana Bedroom-sengegavlen danner en elegant og indbydende ramme om sengen og rummet. Skab en harmonisk helhed i kombination med de mange elementer fra Montana Wardrobe, Montana Reolmoduler og Montana Spejle. Sengegavl: h 90 x b 214 cm, 4025 kr. Sengebord: h 46,8 x b 35,4 x d 30 cm, 4732 kr., Montana.

LIMITED EDITION
© Hästens
Den nye seng fra den svenske luksusproducent Hästens hedder Ocean Blue. Den er bygget op omkring den eksklusive model Luxuria, men har fået en ny farve og en endnu bedre topmadras. Her med et højt sengegærde som ekstra tilbehør. Udgaven fås kun i efteråret og vinteren 2015. Fås i flere størrelser, fx 180 x 200 cm til 70.700 kr., Hästens.

ET RUM I RUMMET
© House of Pictures
Her er sengen bygget op som et rum i rummet afgrænset af en væg og et tæppe. Der er kontinuitet i udtrykket, fordi man har ladet træet gå igen som materiale. I et ellers bart og koldt rum er et lykkedes at skabe en hyggelig og varm zone omkring sengen. Der er møbleret med en polstret sengegavl – og stilen understøttes af få gode farver, der matcher og alligevel giver et modspil til træet.

KOMFORTZONER
© Dunlopillos
Bokselevationssengen Selection 410 er en nyhed fra Dunlopillos 2015-kollektion. Madrassen er fremstillet i Dunlopillo® naturlatex og har 7 indbyggede komfortzoner for optimal støtte. Der er indbygget en 18 cm dyb vendbar latexkerne, der forlænger sengens levetid og gør det muligt at vælge forskellig fasthed. 90 x 200 cm, ekskl. ben, 24.998 kr., Schwarz Senge.

INTIMT OG VARMT
© House of Pictures
Soveværelset her har en naturskøn udsigt, og derfor har man hentet farverne og materialerne udefra og ind i rummet. Indretningen er holdt i varme, gyldne toner med læder, skind og kelim. Rummet er forkælet med lys fra vinduerne og en dobbelt terrassedør, og der er masser af plads til mindre møbler og flere løse tæpper. Sengens gavl i skind er lavet på specialmål af en møbelpolstrer. Sengetæppet er en plaid i kaninskind, som både hygger og luner, og tæppet kan nemt skiftets ud med lettere materialer alt efter årstiden. Den alternative og funktionelle belysning giver en hyggelig stemning – lamperne er placeret således, at der er taget højde for rummets forskellige funktioner; en stoflig pendel i loftet (udenfor billedet) sørger for et overordnet, generelt lys, mens to læselamper ved hver plads – med deres koncentrerede, retningsbestemte lys – gør det muligt at læse i sengen om aftenen. Derudover giver en stor gulvlampe i hjørnet et hyggeligt, gyldent lys og fungerer som et dekorativt blikfang i værelset.

KØLIG ELEGANCE
© House of Pictures
Dette soverum er indrettet næsten asketisk. Blot med en seng, en gavl og en lampe. Stilen er new classic, en kølig elegance med både noget meget skandinavisk og asiatisk over sig. Der er brugt naturmaterialer som træ, sten og læder. Det skandinaviske kommer bl.a. fra de blå og grå farver – det asiatiske fra det store kinesiske træpanel brugt som gavl ( fra Green Square). Lampen er fra Casa Shop, sengetøj i hør fra Geismars.

HÅNDLAVET SENG
© House of Pictures
Træ er det allermest populære materiale i disse år – og nu har det også sneget sig med ind i soveværelset. Her har man fået snedkereret en seng og et sengebord, der forlænger det smukke gulv, så det hele nærmest flyder sammen til ét stort, sammenhængende interiør. Det er unikt og meget personligt. Her til den smukke glød fra træet er der valgt en fin lys, blå farve til væggen. Kunstværkerne er af Ian Marley.