Designchefen: Her er de vigtigste tendenser, der bliver store i 2022

Vi har taget en snak med designchefen for SOFACOMPANY, Line Nevers Krabbenhøft, om de vigtigste tendenser i 2022. Læs, hvad du skal vide her.

Vi kigger ind i krystalkuglen og gennemgår de vigtigste møbel-trends for 2022 sammen med chefdesigner for SOFACOMPANY Line Nevers Krabbenhøft. Læs, hvad hun spår bliver de helt store tendenser for 2022.

Møbler med grøn samvittighed

Klimadagsordenen er kommet for at blive. Både når det kommer til vores daglige forbrug, og når vi investerer i nye møbler. Det fortæller Line Nevers Krabbenhøft, der er chefdesigner for SOFACOMPANY.

“Vi vil gerne have design, der er levedygtigt over tid og langtidsholdbart, når vi køber møbler. Jeg kalder det ‘æstetisk bæredygtighed’, hvor design skal hænge sammen med kvalitet.”

Bæredygtigheden skal gerne skinne igennem på hele produktet ifølge Line Nevers Krabbenhøft.

“Som forbrugere sætter vi højere og højere krav til bæredygtighed. Derfor arbejder vi med genanvendelige tekstiler på vores sofaer og møbler, samtidig med at stellene er lavet på bæredygtigt træ.”

Naturen indtager stuerne

Naturen bliver en større og større del af indretningen. Det ser man blandt andet med de mange organiske former, der kendetegner tidens møbeldesigns.

“Organiske former er en kæmpe trend og vil fortsætte med at være det ind i 2022. Som designer er naturen en kæmpe og uendelig inspirationskilde,” understreger Line Nevers Krabbenhøft og uddyber:

“Vi ser det for eksempel med bønneformede sofaer, smukke buer og en blødhed i udtrykket. Alt sammen organiske former, der er inspireret af naturen.”

Bløde, organiske former er en af de helt store trends i 2022. Her er det sofaen 'Paula' i farven 'Maya Cream' fra SOFACOMPANY. Pris 8.999 kroner.

Funktionelle tekstiler, der føles naturligt

Tekstiler er ikke bare tekstiler. I dag vil vi gerne have møbler, der er nemme at holde og rengøre, men som samtidigt er æstetiske og smukke. Møblerne skal kunne bruges i hverdagen og ikke bare være til pynt.

“Som forbrugere kan vi godt lide tekstiler, der holder sig pæne og er nemme at rengøre,” fortæller Line Nevers Krabbenhøft og fortsætter:

"Samtidig elsker vi naturlige fibre som for eksempel hør og bomuld både i forhold til look and feel. Problemet med disse kvaliteter er dog, at de i længden er sværere at holde. Derfor har vi de seneste tre-fire år arbejdet med genanvendelige polyester-tekstiler, som er nemme at holde pæne i lang tid, fordi de generelt er lette at rengøre og ikke bleger i sollys. Så både på grund af genanvendeligheden og dét, at det er mere langtidsholdbart, gør det til et mere bæredygtigt valg. Denne trend ser vi helt klart blive mere udtalt ind i 2022 og årene frem."

Fra kunst til design

Lige som arkitektur, mode og natur er kunsten en evig inspirationskilde. I dag er linjerne mellem kunst og design mere udviskede end før, forklarer Line Nevers Krabbenhøft:

“I dag går design og kunst mere i symbiose end før. Sofaen er udover at være hjemmets hjerte og komfortable retreat zone også stuens skulptur og statement piece, et møbel der fortæller noget om, hvem man er,” siger hun og uddyber:

“En sofa skal ikke bare være flot forfra. Den skal flot hele vejen rundt.”

Fuld fart på farverne

Der har aldrig været så mange farver i boligen som nu. Ifølge Line Nevers Krabbenhøft fortsætter den farverige trend ind i 2022.

"Lige som naturlige, lyse nuancer er farver en kæmpe trend. Ikke bare farvede møbler, men også farver på væggene og i loftet. Gerne brugt sammen på modige og legende måder - for eksempel ved at sætte stærke farver sammen med pasteller, eller at turde bruge lilla og gul sammen. Det må helt klart gerne være excentrisk."

Der må gerne være fuld fart på farverne. Både på vægge og møbler. Her er det lænestolen 'Yoko' i farven 'Mole' fra SOFACOMPANY. Pris 3.999 kroner.

Japandi - japan møder skandinavien

En anden stor trend, som fortsætter i 2022 er japandi-trenden. Det er en hybrid mellem japansk og skandinavisk design, og har både det minimalistiske udtryk samt gode håndværk tilfælles.

“Japandi-trenden er stærk og kan for eksempel give sig til udtryk i lave flyder-sofaer, der søger mod gulvet, og som er inspireret af den japanske futon - dog med en langt blødere komfort. Stilen er også kendetegnet ved brug af lyst træ, som understreger det skandinaviske udtryk. En måde at understrege japandi-stilen på er at bruge rispapir-lamper eller rumdelere i papir. Det er ret flot sammen med de lidt tungere polstrede møbler," slutter Line Nevers Krabbenhøft.

Line Nevers Krabbenhøft er designchef i SOFACOMPANY.