Sådan undgår du rod med legezoner i boligens fællesrum

Bring børnenes leg ind i stuen eller køkken-alrummet på en diskret og ryddelig måde med disse 4 tips.

Legezone afgrænset med hyggeligt børnetæppe
© OYOY

Overvej legezonens placering

Inden du etablerer en legezone i stuen eller køkken-alrummet, er det vigtigt at overveje legezonens placering nøje. Ønsker man at undgå et rodet udtryk i indretningen, er det bedst at placere legezonen i et hjørne eller langs væggen fremfor midt i rummet.

Placerer man legezonen midt i rummet, risikerer man, at legezonen bryder med rummets øvrige indretning og på den måde skaber forvirring og rod.

Dog er det vigtigt at sikre sig, at man har udkig til legezonen fra de fleste steder i rummet, så man for eksempel kan holde øje med børnene, mens man laver mad eller sidder i sofaen.

Diskret og hyggelig legezone i hjørnet
© Bloomingville

Tydelig afgrænsning af legezonerne

Noget af det vigtigste i forhold til at opretholde orden med legezoner er at afgrænse legezonerne, så de ikke flyder sammen med resten af rummet, som så ender med at blive én stor legezone.

En smart og dekorativ måde at afgrænse legezonen på er med gulvtæpper, som tilmed fungerer som et behageligt legeunderlag for børnene.

Sørg for at vælge et eller flere gulvtæpper, som farvemæssigt passer til din øvrige indretning, for på den måde at skabe en sammenhæng mellem legezonen og den resterende del af rummet.

Legehjørne med smart opbevaring
© Koziol

Udvælg legetøjet

Der er naturligvis ikke plads til alt børnenes legetøj i legezonen, så her handler det om at udvælge det, som du tænker, at børnene vil foretrække at have i legezonen og samtidig have fokus på ikke at vælge for store legeting.

De store legeting fylder meget og kan ikke gemmes væk i smarte opbevaringskasser, hvilket let kan skabe rod. Små ting er lettere at have med at gøre, fordi det nemt kan gemmes væk, når ikke det er i brug.

Smart og dekorativ opbevaringskasse til legetøj
© Hübsch Interiør

Opbevaring

Som nævnt ovenfor kan man undgå rod ved at gemme legetøjet væk i forskellige opbevaringskurve og -kasser.

Der findes masser af forskellige opbevaringsløsninger, som er designet til opbevaring af legetøj, men du kan også finde nogle hyggelige fletkurve eller måske en lille skænk.

Find en opbevaringsløsning, som både i design og farver passer ind i din indretning og som samtidig kan rumme meget.