
Derfor stiller dine plante-planeter særlige krav til temperaturen
Hvem siger, at potteplanter hører til i en potte i vindueskarmen? Arkitekt Kaja Skytte designer planter, der kan hænge og svæve i alle rum
AfDekorative planter inspireret af galakser og planeter. Kaja gør op med forestilling om potteplanter med sine svævende plante-planeter til loftet.
”Når planterne hænger, bliver de lidt mere magiske,” forklarer 35-årige Kaja Skytte, der er uddannet arkitekt og bor og arbejder med møbeldesign i København.
Kaja Skyttes plante-planeter startede egentlig som et kunstprojekt, hvor hun fandt inspiration fra gammel, japansk planteteknik. Ud fra det skabte hun forskellige typer planter, der alle havde det til fælles, at de nærmest kunne hænge og svæve i luften.
”De venner, der hjalp mig med kunstprojektet, var så glade for planterne og tog dem hele tiden med hjem,” griner Kaja Skytte.
Hun fik derfor produceret en lang række af de eftertragtede planter, præsenterede dem for en butik, der begyndte at sælge dem, og så tog projektet for alvor fart.
Inspireret af rummets galakser
Kaja er vokset op på et gartneri. Planter har derfor altid haft en stor betydning i hendes liv, så det var nærliggende, at hun også begyndte at bruge planterne i sine design. Hun arbejder især med former inspireret af rummets galakser, planeter og i hele taget fornemmelsen af ophævet tyngdekraft.
”Plante-planeterne kan bruges på en ny og anderledes måde i indretningen. Hvor begrebet potteplante tidligere handlede om, at planter var sået i en potte og stod i en vindueskarm, så kan mine planter hænge på skråvægge,” fortæller Kaja.