Opbevaring på 30 måder
Opbevaringsmøblet må gerne være visuelt smukt og fremhæve de ting, der står på hylderne. Her har vi valgt 30 af de bedste opbevaringsløsninger lige nu.
AfKasper foged Rasmusssen


Den klassiske Componibili har mere end 40 år på bagen, og er for længst blevet en klassiker. Nu er den kommet i en metallic-udgave i sølv og guld. Fra 1430 kr., Kartell.

For bare få år siden var opbevaring af alt fra CD’er, LP’er, DVD’er og naturligvis bøger en alvorlig problemstilling, man skulle forholde sig til i hjemmet. I dag er det de færreste, der har brug for at finde opbevaringsløsninger til den slags - selv litteraturen er på vej ud af bogreolerne og ind på digitale platforme. Alligevel er opbevaringsmøbler populære som aldrig før - de har bare fundet nye funktioner. Som billedet her til venstre er et godt eksempel på, så er opvaringmøblet i højere grad blevet stedet, hvor du udstiller de ting, du gerne vil vise frem. De er blevet det personlige display, og udtrykket “vis mig din reol, og jeg skal fortælle dig, hvem du er”, er stadig lige så sigende som før. I stedet for at have en tung mur af bøger er det opstillinger, tableauer, der som små kunstværker kan give personlighed til rummet og stille din kreative formåen til skue.

Alberto Bookcase blev designet af Gianfranco Frattini i slutningen af 1950’erne.
Nu er det specielle møbel igen i produktion hos Poltrona Frau. 100.000 kr., Designambassaden.

Aline skabt af Dante Bonuccelli for italienske Alias er et modulsystem, der udnytter kontrasten mellem det hvide og de fire farver, man kan vælge imellem. Fra 4500 kr., Fiorini Trading.

Bassotti er en ny opbevaringsserie fra hollandske Moooi. Den er designet af Marcel Wanders, og et grundmodul med stålben måler fra h 52 cm. Man kan så tilkøbe løse moduler og stable, som man lyster. Fås i flere træsorter eller som lakeret. Fra 6180 kr., Møller & Rothe.

Skulpturelle og arkitekturinspirerede reoler i lakeret metal designet af Gino Carollo for italienske Bonaldo. De tre modeller hedder April, May og June. 3850 kr. pr. stk. , Skanbach.

Bourgeois fra italienske Baxter er designet af Matteo Thun og Antonio Rodriguez. Møblet er elegant og luftigt på grund af den spinkle træramme og de vertikale stålstænger. Endnu ikke prissat., CasaShop.

Peg Column er en hylde, der er skabt til at stå i et hjørne og udnytte pladsen optimalt. Den er designet af japanske Nendo for italienske Cappellini og fremstillet i ask. H 160 x b 50 cm, 13.900 kr., Designambassaden.

I anledning af Wegner-jubilæet har Carl Hansen & Søn lanceret CH825-skænken skabt af Hans J. Wegner i 1958. Fremstilles i eg, valnød og læder med ben i rustfrit stål. Fra 45.970 kr., Carl Hansen & Søn.

Det er modernisme fra 1950’erne, der møder moderne produktionsmetoder i Perf-møblerne fra Diesel-Moroso. Lækre farver i leg med metal og træ. B 150 x h 65 cm, fra 11.183 kr., Image Collection.

Piuma-serien er skabt af italienske Antonio Citterio for Flexform. Det viste lave modul, der også kan bruges som tv-møbel, fås i flere forskellige træsorter. Hylderne i skabene er fremstillet i glas, og fødderne er i aluminium. B 240 x h 40 x d 75 cm, fra 73.245 kr., CasaLab.

Guess fås med eller uden ben, så det kan stå på gulvet eller hænge på væggen. Det fås desuden med eller uden døre. Møblet er designet af Jipson Design, og den viste udgave måler h 100 x b 60 x d 27 cm, 18.637 kr., Karl Andersson & Sönner.

Highline designet af Patrick Norguet for italienske Glas Italia er en ny serie, som blandt andet indeholder denne reol og dette skrivebord. Fremstillet i 12 mm tykt glas og træ. Endnu ikke prissat, Sibast Interieur.

Lang er designet af Rodolfo Dordoni for italienske Minotti, hvor han spiller på kontrasten mellem træets solide naturlighed og de højglanspolerede flader i metal. endnu ikke prissat, Sibast Interieur.

Tango er et intelligent møbel, der er blevet til i samarbejde mellem italienske Riva 1920, designerne Patricia Ferro og Gabriela Dupeyron og DuPont. Møblet har indbygget et materiale, der opsuger og afgiver varme, hvilket gør indeklimaet mere behageligt og sænker varmeregningen. L 220 x h 75 x d 50 cm, 44.900 kr., Sibast Interieur.

Legato er et møbel, hvor den svenske designtrio Claesson, Koivisto, Rune har ladet sig inspirere af kunstneren Ellsworth Kelly. Det produceres af Casamania. Fås i flere størrelser. Det viste: b 240 x d 40,5 x h 69 cm, for priser kontakt Roomstore.

Modern, som er designet af italienske Piero Lissoni for Porro, er et nyt opbevaringssystem, hvor der leges med at sammensætte forskellige træsorter og kontrastfarver. Den viste udgave i elm, eg og skarntydegran med rød kontrast måler b 160 x h 103 x d 44,5 cm, 33.500 kr., Sibast Interieur.

Montana arbejder p.t. på et nyt koncept, de selv kalder Raw. Det er klassiske Montana-moduler, men i rå, indfarvet, lakeret mdf eller ubehandlet træfinér. Endnu ikke prissat. Montana.

Moon er et rundt sengebord designet af Mist-O for italienske Living Divani. Det består af to halve cylindere i eg, så møblet kan åbnes. Diam. 40 x h 50 cm, endnu ikke prissat, Bjarne Rønnow.

New Order skabt af Stefan Diez, fremstillet i aluminium og træ, og de tre elementer på henholdsvis b 100 cm, b 150 cm eller b 200 cm kan bygges sammen, som man vil. Fra 2365 kr., Hay.

PS 2014-bord med opbevaring. Designet af T. Richardson/C. Brill/A. Williams. Fremstillet i plast og stål. Diam. 44 x h 45 cm, 449 kr., Ikea.

Søren Roses Reflect-skænk er netop kommet i en sort variant. Den er fremstillet i eg og fås i tre størrelser fra 16.900 kr., Muuto.

Israelske Ron Gilad har designet Segredo for Molteno&C, hvor man kan gemme ting af vejen og på samme tid få en funktionel arbejdsplads i hjemmet. 34.350 kr., 3 Falke Møbler.

Shanty er inspireret af bølgeblik og designet af den britisk-indiske duo Doshi Levien for spanske BD Barcelona Design. Fra 61.200 kr., QQ Design.

Show Case af Böttcher, Henssler og N. Kayser for tyske Schönbuch. Udstil dine farvoritting i de tre farvede glasdisplays, der er placeret på en plade af egetræ. 15.750 kr., Designambassaden.

Bull fra Giorgetti er en luksuriøs italiensk cocktail bestående af ahorntræ, indisk rosentræ, marmor og saddel- læder. 175.000 kr., Giorgetti.

Tv-bord #931 fra Skovby Møbler, her omgivet af andre elementer fra 900-serien, er
en nyhed, hvor man fx kan fjernbetjene sine systemer, selv om lågerne er lukkede. TV-bordet fås også i kombinationen fineret front i eg med hvidt korpus. L 146 x d 44 x h 40 cm. Fra 7199 kr., Skovby Møbler.

Theca fra italienske Magis er designet af de franske Bouroullec-brødre, der har kombineret kirsebær, ask og valnød med tynde aluminiumsplader. Fra 9824 kr., Room Store.

Japansk-inspirerede skænke i træ med farvestrålende print. Designet af Kiki van Eijk og Joost van Bleiswijk for Moooi. Fra 29.522 kr., Møller & Rothe.

The Wooden Shelf designet af Lucien Gumy samles uden brug af værktøj og skruer. Den fremstilles i eg og fås fra b 120 x d 38,3 x h 177,6 cm, 6499 kr., Wrong for Hay.