
Nu kan du låne krydderurter på biblioteket
Den er god nok! På Valby Bibliotek kan alle nu få lov til at låne fra et blandet udvalg af krydderurtefrø, som man kan tage med hjem og gro i egen vindueskarm.
AfValby Bibliotek fik tilbage i 2015 bevilget intet mindre end 335.000 kr. så de kunne søsætte deres nye kulturprojekt kaldet FrøLab. Projektet er et forsøg, som forventes at løbe frem til 20. januar 2017 og går ud på, at borgerne kan dele deres egne og låne andres krydderurtefrø.
Det såkaldte frøbibliotek består af et kartoteksskab, hvor de mange forskellige frø opbevares. Derfra kan københavnerne låne de små krydderurter med hjem for selv at plante og videregive de frø, som planten producerer.
Et stamtræ for krydderurter
Alle kan få lov til at låne, men man har i begyndelsen valgt, at man skal skrives op, når man låner. Kultur Valby forklarer, at en af de mange interessante elementer ved denne form for deling er, at man har mulighed for at vide, hvem der har haft frøene først. På den måde er man med til at skabe et slags stamtræ for de mange urter.
Kulturstyrelsen kalder projektet "ambitiøst" men håber, at man med tiden får mulighed for at inddrage frivillig arbejdskraft, så projektet kan leve videre.
For at låne frø på Valby Bibliotek skal du registrere dig som låner og oplyse navn samt mailadresse.
God frødeling!