Tolomeo maxi er en af de nyere lamper. Her ses den sammen med Tolomeo-bordlampen, der både fås i micro, midi, mini og original størrelse.
En lille lampe med stor betydning
Tolomeo, som først fik sit navn aftenen før den blev præsenteret på møbelmessen i Milano, har over årene formeret sig til en familie af lamper, der tæller mere end 30 medlemmer med forskellige funktioner og størrelser, som kan lyse hele hjemmet op både inde og ude. Den har fundet vej til de store filmlærreder, bl.a. i James Bond-filmen Skyfall. I nogle dele af verden er brandet Tolomeo mere kendt end firmaet, lampen blev designet til. Og i dag har Artemide en fabrik, som udelukkende producerer lamper fra Tolomeo-brandet – og håndterer en halv million lamper om året. Så når man spørger Tolomeo-faderen, hvad den lille lampe betyder for ham, kan man godt forstå, at han bliver lidt stille.
– Tolomeo repræsenterer mit arbejde på en perfekt måde, lyder det så fra Michele De Lucchi. Ideen udsprang af hans ønske om at have en lampe af eget design på sit tegnebord.
– Jeg havde en Naska Loris, som er en af de smukkeste lamper, der nogensinde er blevet designet. Men det var ikke min, forklarer han.
Lampen fik sin arm, så den kunne flyttes i alle tænkelige positioner med bare en hånd, og et kabel, så den kan dreje 360 grader rundt om sig selv. Og fleksibiliteten er da også en af grundene til lampens store succes, mener designeren.
– Den kan bruges alle steder. Og så har enhver lille del af Tolomeo været i stand til at generere en ny lampe, forklarer Michele De Lucchi, der i dag ser Tolomeo mere som en designfilosofi end en lampe, netop fordi den har transformeret sig til så mange nye modeller.