Designer Malene Malling: Her er mit yndlings møbel gennem 20 år

Det sanselige, taktile og stofligheden

– Hvornår købte du daybedden, og hvorfor?

– Den var det første møbel, jeg købte som et særligt køb til kontoret. I det øjeblik, du har et skrivebord og en skrivebordsstol, som er det helt nødvendige, og når til det, der ikke er helt nødvendigt ... Jamen det syntes jeg så, at daybedden fra Fritz Hansen var. Det var et møbel, jeg havde kigget på i magasiner i hele min ungdom. Der er mange andre, der har lavet en daybed, men jeg synes, Poul Kjærholm har lavet den smukkeste, fordi den er så stringent og lækker. Den er skåret helt ind til benet.

Hun sætter sig på hug ved siden af daybedden og følger med fingrene først benene og så syningen langs møblets side.

– Proportionerne er rigtige, og læderet er smukt og stærkt. Der er lige akkurat det, der skal være, for at den ikke er kedelig, og man kan godt se, at Kjærholm har været meget optaget af Japan. Nu har jeg kigget på den i 20 år, og jeg er slet ikke ked af den. Jeg har den også derhjemme i lyst læder, så jeg synes virkelig, den er et dejligt møbel.

– Du arbejder til daglig med mode og tekstiler. Hvad betyder materialer og sanselighed for dig?

– Sanselighed betyder meget for alt mit arbejde. Om det er for kunder i Malling Publications eller i La Bagatelle, så fylder det sanselige, taktile og stofligheden virkelig meget. Vi begyndte at tale om stoflighed på redaktionsmøder og med kunder for så længe siden, at folk måske tænkte, at vi var lidt småskøre, men nu er det blevet meget almindeligt at tale om og er i min optik altafgørende for den endelige oplevelse. Ligesom jeg pointerede, at læderet på daybedden er lækkert, så skal tekstilet også være det, når du vælger en lænestol eller en sofa. Det skal føles rart, og det skal også se godt ud. Med nogle moderne sofaer kan det nærmest kradse, når man sætter sig i dem. Sådan noget kan jeg slet ikke forstå. Det taktile er vigtigt, og det gælder alt – om det er tekstiler eller træ. Og hvilken lyd og akustik giver de? Det betyder også noget.

– Hvad tiltaler dig, når du køber møbler?

– Jeg tror ikke, jeg mangler nogen møbler overhovedet, så nu er kunsten at lade være med at købe nogen. Men alle de møbler, jeg har, har jeg købt, fordi jeg ikke kunne lade være, og fordi jeg har været sikker på, at de ville gøre mit liv meget bedre.

– Og har de så gjort det?

– Ja! Jeg har meget få ting, jeg føler trang til at skifte ud. Men jeg synes til gengæld, at man går glip af en hel masse farverigt, hvis man kun indretter sig med danske møbelklassikere. De kan give en form for grundsubstans til livet, for møbler er jo til for, at vi får et bedre liv og et smukkere liv. Og hvis vi får et smukkere liv, så tænker vi måske også lidt bedre tanker i det. Men hvis jeg ikke også har noget, der er moderne, farvet, krøllet eller kan noget andet, så bliver det umådeligt kedeligt.

– Hvad kombinerer du dine møbelklassikere med?

– Helt generelt med masser af bøger og her på kontoret og så med alle de tekstiler, vi laver tøj af, med kunst og ting, jeg finder på rejser. Det kan være et postkort, som skal på et moodboard, eller det kan være det strudseæg, jeg har stående i vindueskarmen. Det skæve gør helheden mere interessant.

– Du prøver at undgå at købe flere møbler, men er der alligevel noget, du drømmer om at investere i?

– Ja, det er der. PK26 hedder den, en Poul Kjærholm-sofa, som hænger på væggen. Det er et fuldstændig overlegent møbel. Den koster så også 250.000 kroner, men hold nu op, den er flot! Den har lidt af det samme som Mies van der Rohes daybed, som har noget lidt mere voluminøst læder end Kjærholms, bare på en helt stringent måde. Man sidder virkelig godt i den, og ligesom med daybedden opstår der en fortrolighed med den, man sidder ved siden af. Og så er det ret overlegent med et møbel, man borer ind i en væg.