Pletskud i køkkenet

Håndboldspilleren Henrik Møllgaard, der netop er kåret som Danmarks bedste venstreback, har et lille og praktisk køkken i Aarhus-forstaden Åbyhøj.

© Stefan Wessel

Til hverdag har Henrik Møllgaard, 28 år, fuld fart på, når han spiller venstre back i Skjern Håndbold og på landsholdet, hvor han drøner op langs kanten og scorer det ene mål efter det andet. Men hjemme i privaten tager han den mere med ro. Det gælder ikke mindst, når han laver mad til sig selv, kæresten Christina, 28 år, og datteren Viola på 1½.

  • Jeg elsker at lave mad, når jeg har tid til det. Så skal det være sådan nogle simreretter, der skal stå i timevis og blive bedre og bedre, mens man nyder et glas vin og slapper af efter en lang dag, fortæller Henrik Møllgaard.

Han forklarer, at han som sportsstjerne skal spise meget, fordi han forbrænder en masse. Men samtidig understreger han, at der er kommet et helt nyt hensyn ind i hans liv, efter at datteren Viola kom til verden. Et hensyn, der betyder, at han og Christina i endnu højere grad tænker over, om det er sund og nærende mad, de sætter på bordet.

Kærligheden til madlavning og hensynet til den begrænsede plads i huset i Åbyhøj i Aarhus betød, at parret har brugt lang tid på at finde det helt rigtige køkken.

  • Vi har kigget på stort set alle køkkener på markedet. Vi vidste, at vi ville have et køkken, der er grebsfrit og lyst. Rummet er ret smalt, og det var derfor vigtigt for os, at det ikke måtte blive for mørkt, siger Henrik Møllgaard.

Valget faldt på et Designa-køkken, der, kombineret med et betongulv og fritlagte mustensvægge, har præcis det rå og alligevel lyse udtryk, parret efterspurgte.

  • Den sidste tvivl forsvandt, da vi besøgte Designa-butikken, hvor de var utroligt professionelle og hjælpsomme.

Vi havde selv en del forslag til løsninger, og de var dygtige til at se vores behov og finde de rigtige løsninger i stedet for bare at gøre, som vi foreslog, forklarer Henrik Møllgaard.

Han har svært ved at pege på den enkelte detalje i køkkenet, der er særlig vellykket, uden at bruge to fingre: Designas nye højskab med svingud-skuffer giver utrolig god plads og overblik. Den anden finger peger på silikat-bordpladen.

  • Vi er sindssygt glade for den, for den kan tåle alt - varme, rødvinspletter og små fedtfingre fra Viola. Den var lidt dyrere end alternativet, men det har været alle pengene værd, forklarer Henrik Møllgaard.
© Stefan Wessel

Henrik Møllgaard spiller til daglig som professionel håndboldspiller i Skjern Håndbold og på landsholdet.

© Stefan Wessel

Selv om køkkenet er småt, virker det åbent, venligt og rummeligt på grund af de gode løsninger. Emfanget er fra Eico. På væggen under det en opslagstavle af glas, som beskytter mod stænk og bruges til foto, beskeder og lign. På komfuret en sautergryde til simreretter. Til venstre en KitchenAid-køkkenmaskine, og på væggen et ur fra Karlsson. Hylderne på væggen helt til højre er fra Hay.

© Stefan Wessel

Ved at vælge smarte løsninger - som fx dette smalle vindue - er det lykkedes parret at gøre det mørke køkken lyst og dejligt.

© Stefan Wessel

Vask og armatur er fra Blanco. Vasken er nedfældet i silikat-bordpladen. Det er enkelt og flot, og understreger det rå og upolerede i køkkenet.