Som kok eksperimenterer Lone derhjemme med nye retter og ingredienser i sit Tvis Køkken, hvor potter, pander og knive hænger fremme, så de er lige ved hånden, når hun arbejder.
I sin søgen efter et køkken, der levede op til kravene om et nostalgisk udtryk kombineret med moderne funktioner, faldt Lone over Frame-serien fra Tvis Køkkener, som holder stilen fra et klassisk landkøkken.
Mokkafarve rammer tiden
Den specielle mokkafarve leder tankerne hen på datidens brune trækøkkener, men rammer også spot on ind i nutidens store farvetendens, som fremhæver brunt og rustfarvet interiør samt dekadente detaljer – her understreger en smuk porcelænsvask og messinggreb den gennemførte stil.
Køkkenet bærer præg af, at det er en professionel, der har indrettet sit private køkkenværksted med mange store, funktionelle maskiner, masser af kogebøger og krukker med mel og gryn. Knive, potter og pander hænger fremme, så de er lige ved hånden, når Lone udfolder sine gastronomiske talenter, og køkkenøen er praktisk både som arbejdsbord og til anretning:
– Ofte er vi mindst ti mennesker til spisning, når vores børn og deres påhæng er hjemme. Så kan jeg have gang i syv retter ad gangen, fortæller den kreative og travle kok.