Designerdrøm på bondegården

Skiferie og ny bil må vente, for pengene er brugt på et nyt køkken. Da Hanne og Arne Skellerup satte sig for at modernisere deres næsten 20 år gamle egetræskøkken, faldt øjnene på et designerkøkken med skrå fronter.

© Lars Kaslov

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Og man har et budget for sit nye køkken, indtil man støder på sin køkkendrøm. For Hanne og Arne Skellerup var et hvidt Jacob Jensen-køkken fra Lifa design det ultimative madlavningsværksted og værested for familien, der tæller to voksne og to børn.

  • Da vi så det køkken, var alle andre køkkener fuldstændig ligegyldige - også selv om vores budget på 250.000 kr. ikke længere var tilstrækkeligt. Vi ville bare have det køkken, koste hvad det ville, siger Hanne Skellerup.

Det var meningen, at Hanne og Arne Skellerup ville rundt og se på en masse forskellige køkkener, inden de besluttede sig. Men det nåede de ikke, for i deres lokale avis så de et billede af dette køkken. Hanne Skellerup kan tydeligt huske, at hun med det samme faldt for det karakteristiske køkken med de indadskrånende linjer.

© Lars Kaslov

Hylder med lys i giver et godt arbejdslys ved vasken og en flot effekt til de ting, der står på hylderne. Disse hylder er en del af Lifa-køkkenet, men andre køkkenfirmaer har også hylder med lys i sortimentet. Spotlamper kan bygges ind i andre typer hylder for at give en lignende effekt.

© Lars Kaslov

Lamperne Ice cube ligner isterninger og udgør rummets loftbelysning. De cool lamper fra Lampefeber giver et rart arbejdslys over køkkenbordene.

© Lars Kaslov

Glashylderne med indlagt lys er en del af Lifa-køkkenet, og de fungerer rigtig godt - især med hylder af farvede glasplader, der giver en dekorativ effekt.

© Lars Kaslov

Det moderne køkken ligger i en ældre bondegård. Lige fra begyndelsen var det meningen, at køkkenet skulle være barberet for unødigt tingeltangel, og at skabene skulle have hvide højglanslakerede fronter med sorte granitbordplader som kontrast. Overskabe var der ikke behov for, da køkkenet har adgang til et stort og rummeligt fadebur.

© Lars Kaslov

Detaljerne i køkkenet er gennemtænkt af designeren Jacob Jensen. For eksempel er soklen udformet som skuffer, hvor de ting, man ikke bruger så ofte, kan opbevares. Sokkelskufferne har "greb", der gør det muligt at åbne dem med foden.

© Lars Kaslov

Med den store arbejdsø og de høje barstole er det ikke noget problem at have børnene Anders og Kirstine hængende. Der er stadig god plads, selv om de sidder og tegner i det ene hjørne. Alle hårde hvidevarer er fra Siemens.

© Lars Kaslov

Amerikanerkøleskabet Side-by-side fra Siemens var et must, og denne model (KA58NP90) er udstyret med taster til både isterninger, knust is og drikkevand. Den har desuden elektronisk delt temperaturregulering for henholdsvis køl og frys.