90 år gammel villa fik nyt køkken

I en 90 år gammel, charmerende villa har designeren Birgit Tarp og hendes fingersnilde mand forvandlet køkken og spisestue, så de to rum i dag fremstår moderne, lyse og velfungerende.

GAMMEL VILLA FIK NYT KØKKEN
© ANDREAS MIKKEL HANSEN

Det eksisterende køkken i villaen fra 1926 trængte til en udskiftning, da familien Tarp sidste år flyttede ind. Heldigvis er manden i huset en passioneret handyman, så han har stået for renoveringen. Birgit Tarp, som er ejer af designstudiet Design Circus, er til gengæld en mester i at skabe atmosfære og har haft ansvaret for at indrette de nye rammer med håndplukket design.

For designeren, som arbejder professionelt med indretning, rum og materialer, er det ekstra udfordrende, når det handler om hendes helt private bolig. Indretningsekspertens mantra er dog altid at ramme præcis de behov, familien har, men næsten lige så vigtigt er det at matche arkitekturen. Heldigvis har Birgit Tarp en masse ideer, der altid står i kø for at blive afprøvet.

Efter flere overvejelser endte det med, at væggen mellem køkken og spisestue blev erstattet med en halvmur – dels for at sikre lysindfaldet fra de 2 nærliggende stuer og samtidig åbne muligheden for familiens højt værdsatte samvær i husets hjerte. Adskillelsen af de to parallelle rum sker nu med et aflangt specialtegnet parti, der med rækken af små sprossevinduer i toppen linker til de i forvejen høje sprossevinduer i rummet. De hvide glasrammer falder nemlig helt naturligt ind i villaens øvrige arkitektur, der er beriget af mange høje vinduer.

Køkkenet er tegnet som et mørkt møbel med sortbejdsede egetræsskabe fra Multiform, model LK med 3 horisontale skuffefronter hentet fra snedkerfirmaets Form2-kollektion. Køkkenets bordplade af naturgranitten Nero Assoluto går næsten i ét med den sorte egetræsfront. For at skabe endnu mere varme og kontrast til de hvide vægge faldt valget også hurtigt på at genetablere det egetræsolierede sildebensparketgulv.

Ifølge Birgit Tarp handler det altid om at få skabt de optimale rumoplevelser. Ganske basalt om, hvor det er rart at opholde sig, hvor der er de bedste view, hvor der er god energi, naturligt lys og gerne perspektiv i udsynet.

Et køkken skal virke i praksis, men designmæssigt ikke råbe højt, når det ikke er i brug – sådan passer det bedst i designerens egen hverdag. Det nye tvillingerum honorerer nu familiens to døtres behov og lyst til timelange gastronomiske udfordringer, og ønsket om, at man kan sidde i spisestuen og følge aktiviteterne, altså at man er sammen som familie, uanset om man er i køkkenet eller sidder ved spisebordet. Rummenes kig til hinanden fungerer perfekt i praksis, og refererer samtidig til husets oprindelige stil.

HYLDER MED MESSING-MOMENTER.
© ANDREAS MIKKEL HANSEN

Birgit har produktudviklet disse varianter af messingdråber, der gør de hvidmalede hylder unikke og personlige. Med blik for lidt ekstra dekadence og et personligt twist blev der tegnet og formgivet i alt tre størrelser af hyldedekorationerne, der repeterer materialet fra spisestuens pendler

KUNSTFÆRDIGE VÆGDEKORATIONER
© ANDREAS MIKKEL HANSEN

I dette hjem eksperimenteres der ofte med kunstfærdige vægdekorationer og objekter. I spisestuen hænger en halv krans af papirpynt fra New York, og her er håndlavet keramik skabt på et kursus hos Thora Finnsdottir, en krans i plast fra Illums Bolighus og stofblomst udført af Martine Myrup i forbindelse med Birgit Tarps indretning af det 225 m2 store inspirations- og trendunivers på designmessen Northmodern i København alt sat sammen i en collage på væggen.

FUNKTIONELT OG ÆSTETISK HARMONISK
© ANDREAS MIKKEL HANSEN

Fronternes synlige gennemløbende træstruktur bidrager med den unikke fornemmelse af det ægte egetræsmateriale og indikerer samtidig kompetent snedkerhåndværk. De matte hvide højskabe mod vinduet rummer køleskab, integreret kaffemaskine og ovn.

© ANDREAS MIKKEL HANSEN

Højskabene smelter naturligt videre ind i væggene. De store antracitfarvede gulvfliser fra Flisegalleriet skaber ro, mens det smukke tæppe i koks og rosa fra Linie Design kvitterer med hygge og visuel varme. De enkle loftspots er fra belgiske Modular.

MARMOR-LOOK
© ANDREAS MIKKEL HANSEN

Halvmuren mellem de to rum inviterer til et direkte kig fra spisestuen til køkkenvæggen, hvor emhætten af samme årsag er beklædt med marmorlignende italienske keramikfliser. Da ægte marmor ikke tåler syre, er denne keramiske flise optimal ved kogepladsen. Den danner en ensartet flade fra bordtop til loftet. Skærebrædder i røget eg. Messingholderen fra tyske Raumgestalt.