3 ting du skal opdatere i dit køkken i 2016

Design med ny teknologi og fokus på naturen har for alvor indtaget køkkenet - se, hvilke køkkenklassikere du skal opdatere for at fange stilen

Køkkenet skal mere end nogensinde før være et sted, hvor der er fokus på mad – god mad. Naturen indtager ikke blot køkkenrummet i køleskabet, men viser sig også i nye valg af materialer til alt fra de store flader, som bordplader og låger, til køkkenredskaberne. Samtidig er det på tide, at du inviterer de moderne teknologier ind i dit køkken.

Her guider vi dig til tre køkkenklassikere du kan opdatere i 2016 for at ramme de nyeste trends og tendenser.

1. Køleskabet

Hvad er et køkken uden råvarer til at lave mad? Hér er der for alvor sket noget med teknologien og designet, der gør, at du med fordel kan udskifte denne køkkenklassiker i år.

Siemens nye køle-/fryseskabe "hyperFresh" holder dine råvarer friske op til tre gange så lang tid. Så du kan let hoppe på foodie-trenden og altid have lækre råvarer klar, hvis du får gæster eller bare vil forkæle dig selv og familien med en spontan, lækker middag. Det er udstyret med fintfølende sensorer og intelligent software, der overvåger temperaturen, både i og uden for køleskabet døgnet rundt. Det eneste du skal gøre er at vælge, hvilken slags fødevarer du ønsker at opbevare, for at få den rigtige temperatur og luftfugtighed. Køleskabet er inddelt i mange sektioner, som gør det let for dig at opbevare dine madvarer, så de forlænger deres holdbarhed. Fisk og kød har optimale betingelser for at holde sig friskt længere i en speciel 0-graders skuffe.

Det er også slut med køleskabe med trist design, der fylder for meget og tager unødigt fokus i køkkenet. Siemens "hyperFresh" har en 90-graders døråbningsvinkel, som gør, at du kan placere køle-/fryseskabet mod en hvilken som helst væg og stadig få let adgang til alle skufferne. Det giver dig mulighed for at udnytte hver en centimeter af køkkenet.

2. Få naturen ind i køkkenet

En af de største trends i køkkenet i år er naturlige materialer som træ og marmor, som ses i stor stil på bordplader og i elementerne. Men hvis du ikke er klar på at opdatere din bordplade eller skifte skabslågerne, så kan du let få trenden ind i dit køkken ved at udskifte tilbehøret i dit køkken.

Opdater dine spækbrætter til nogle i lækkert træ som for eksempel bambus, eg, akacie og teaktræ, og stil dem frem på køkkenbordet eller på hylder, så de pynter og giver en rustik følelse.

Invester også i nye planter til dit køkken. Brugsplanter som timian, chili og rosmarin er dekorative og lette at holde og er et sikkert hit i mange middagsretter. Opdater også dit køkken med planter, der "bare" er til pynt. Lad 70'er stilen med grønne planter og sukkulenter brede sig ud i køkkenet. Især sukkulenterne har fantastiske farvenuancer og skulpturelle udformninger og giver et afslappet med stadig minimalistisk udtryk til køkkenet – desuden er de en meget taknemmelig plante, som kræver meget lidt vand.

3. Belysning

Vi er tit meget fokuserede på at vælge lamper, der passer godt til designet i køkkenet og har det rigtige stilmæssige udtryk. Men har du nogensinde tænkt over, om dine lamper giver dig det rigtige arbejdslys, når du laver mad?

Du kan med fordel opdatere dine lamper til en udgave, der – ud over at være smukke – også skaber det perfekte arbejdsmiljø for dig. Vi tilbringer meget tid i køkkenet og madlavningen bliver sjovere og med et flottere resultat, hvis du kan se, hvad du laver. Brug pendler eller downlights over køkkenbordet og sæt hellere flere små lamper op end én stor. Sørg for at de sidder så tæt, at lyskeglerne overlapper hinanden. Hvis du har overskabe i køkkenet, kan du også vælge spots. I dag kan du få spots, der er næsten usynlige i skabene og giver et flot lys.

Tænk også over, hvordan dine lamper er placeret i køkkenet. Tag udgangspunkt i køkkenbordets bredde og placer lamperne 1/3 ud fra væggen. Så sikrer du, at du ikke selv kaster en skygge ned på bordpladen, når du arbejder.