© Maria Vous

Rengøringstrend fra Sverige hitter verden over: Her er alt, du skal vide om svensk dødsrengøring

Marie Kondo har for længst droppet at leve efter egne principper. Det spændte tilværelsen som børnefamilie på fem medlemmer ben for. Men en svensk oprydningsmetode bliver måske afløseren.

Et rent og ryddeligt hjem skaber ro omkring dig – og i hovedet.

Men det er ikke altid nemt at holde rodet på afstand, når årene går, samlingerne vokser og hverdagstornadoen bare drøner derudaf.

Og ser vi på populariteten af Feng Shui-oprydning, bøger om rengøring og Marie Kondos bingeværdige Netflix-serie, er der tydeligvis mange, der gerne vil blive bedre til det.

De seneste år har en helt særlig oprydningstrend fra Sverige vundet frem og trods det morbide navn er det højst sandsynligt en metode, de fleste kan nyde godt af.

© William Dam Boghandel

Dødsrengøring … a hva' for noget?

Metoden kommer fra bogen Döstädning – The Gentle Art of Swedish Death Cleaning af Margareta Magnusson, som med lanceringen af bogen i 2017, nu kan nyde godt af titlen som best seller-forfatter.

Den modbidt-klingende oprydningstrend er desuden omdrejningspunkt i en ny tv-serie med Amy Poehler, som fik premiere 27. april (dog kun i USA).

Og nok lyder dødsrengøring en anelse morbid, men faktisk handler metoden mere om livet end om døden.

Kort fortalt går det ud på, at du skal rydde op i alle dine ting nu, så det bliver lettere for dine efterladte, når du engang er gået bort.

Lyder det barsk? Ja, måske. Men det er ikke kun dine kære, der vil nyde godt af det – det gavner også dig selv, din hverdag og dit mentale helbred.

Den grundige sortering tvinger dig til at få ryddet ud i dine ting, så du kun gemmer det vigtigste og giver et overblik over, hvad du egentlig har i gemmerne.

Det skaber ikke bare plads i hjemmet, på loftet og i kælderen – det gør også hjernen mindre stresset, så du har ro til at fokusere på det vigtigste: At nyde livet.

Dødsrengøring kan du gøre hele livet

Det lyder måske som en ekstrem hovedrengøring, der kun er tiltænkt personer +70 år. Men det mentale overskud, metoden medfører, gavner folk i alle aldre.

Det er nemlig ikke kun gamle møbler og ubrugelige CD’er, du skal rydde ud i. Metoden kan også overføres til det digitale univers, hvor du bør gennemgå de uendelige mængder billeder, videoer og gamle dokumenter, der gemmer sig på din telefon, tablet og computer.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

4 tips til at komme i gang med svensk dødsrengøring

Det vigtigste – og måske også sværeste – er at komme i gang. Derfor har vi samlet de bedste tips til, hvordan du kaster dig ud i den effektive metode.

1 Start let – og med de mindst personlige ting

Der er ingen grund til at gå i stå, før du overhovedet er kommet i gang – og selvfølgelig skal der være tid til at nyde minderne fra gamle billeder og personlige papirer.

Derfor bør du starte med det mest oplagte – tøjskabet. Her er det minimalt med følelser, der kan stå i vejen for en grov sortering.

2 Giv dine ting væk

Har du ting, du mener vil bringe mere værdi for andre end dig selv, kan du stille og roligt begynde at give dem væk. Det kan bringe stor glæde for både dig og modtageren – hvis du vel at mærke har gjort dine overvejelser ordentligt.

Sørg for kun at give ting, der passer til personen og dennes livsstil. Det kan både skabe tættere bånd og bringe gode historier frem, men det kræver, at du finder den helt rette person, som vil sætte stor pris på netop denne ting.

3 Gem det mest værdifulde

Hånden på hjertet. Vi elsker at gemme ligegyldige – endog nostalgiske – ting som gamle skolepapirer, diplomer og souvenirs. De giver et smil på læben og bringer minder frem, men det er på ingen måde det mest værdifulde, vi ejer.

Denne type ting bør du gemme i en personlig mindekasse, som du markerer “Smid ud”. På den måde kan du se tilbage på minderne, når du har lyst – og når du en dag ikke er her mere, vil det blive smidt ud uden tøven.

4 Spørg om hjælp

Står du med et langt livs sager, der skal ryddes ud i, kan det være en god idé at alliere dig med en hjælpende hånd, som du kan stille alle dine spørgsmål til – og vende tanker og overvejelser med.

Det er også en god idé at fortælle dine nærmeste om dit projekt, så de kan tilbyde hjælp eller sige til, hvis der er noget bestemt, de er interesseret i.

Den nye Marie Kondo?

Den svenske trend har i den grad taget verden med storm – og nogle vil måske gå så vidt at kalde forfatteren, Margareta Magnusson, den nye Marie Kondo.

Metoden er blevet så populær, at den nu også bliver praktiseret i en tv-serie af samme navn, hvor tre svenske eksperter i dødsrengøring hjælper amerikanerne med at rydde op i deres hjem og huske på alt det gode i livet.

For dødsrengøring handler i bund og grund om det gode i livet – de gode minder, der gemmer sig i dine ting, og alt det gode du har foran dig, som et ryddeligt hjem giver plads til at fokusere på.

Held og lykke med oprydningen!