Man siger, at jyder som regel har svært ved at udtrykke begejstring – men som bekendt er der ingen regel uden en undtagelse. I hvert fald blev der jublet i Onecollections kontorer i Ringkøbing, da de for et halvt år siden blev modtog den største ordre i virksomhedens historie.
Det drejede sig om et ny universitet i Kinas hovedstad Beijing, der skulle møbleres udelukkende med danske møbler. Og valget var faldet på design fra Onecollection, som har sub-brandet House of Finn Juhl, der har rettighederne på Finn Juhls ikoniske og verdenskendte møbler.
Universitetet er skabt i forbindelse med den danske regerings ønske om at udvide videnssamarbejdet med Kina, og det bliver hjemsted for et forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem alle otte danske universiteter og det kinesiske videnskabsakademi.
Bygningen er tegnet af danske Lundgaard og Tranberg Arkitekter og indrettet af designeren Henrik Tengler. Byggeriet er støttet af Industriens Fond, og der er tale om den største satsning på uddannelse og vidensdeling udenfor Danmarks grænser nogensinde.
– For os har det været en helt særlig opgave, idet vi møbleringsmæssigt har skullet dække alle de funktioner, som sådan et hus rummer. Vi har i høj grad forsøgt at leve os ind i bygningens natur og struktur og tænkt design og materialer ind i en sammenhæng med bygningens arkitektur. Samtidig har det været afgørende at netop denne bygning i sin helhed udtrykker og repræsenterer dansk design og danske værdier, forklarer direktør Henrik Sørensen.