Vi er i fuld gang med at udforske! Og netop nu ser vi mange kreative bud på brugen af primitive og naturlige materialer, og trygge ting, som knytter os til naturen og linker tilbage til vores historie. Men parallelt foregår det stik modsatte: Det futuristiske, hypermoderne, modige og overraskende. Det postmodernistiske, Memphis-stilen, griber mere og mere om sig.
Vi lever i en polariseret verden, hvor det spændende ligger i kontrasterne, og fremtiden både skræmmer og interesserer os på samme tid. Bliv ikke overrasket, hvis du pludselig ser mere neonlys, metalliske overflader, pleksiglas, sukkersøde pastelfarver og accentfarver som "poppere", fx knaldblåt og knaldgult. Teknologi, design og kunst smelter helt ind i hinanden. Og der kommer flere og flere møbler, hvor du ikke helt kan dechifrere, om det er kunst eller brugsgenstande.
De har ikke været så populære de senere år, i hvert fald ikke i boligen, men nu får de en renæssance, pastellerne. Ikke de stærke Miami-pasteller, men mere støvede og lyse. Lige fra lys pistace, mint og lavendel til sart gul og babyblå.