Hej med jer
I kan flytte badeværelset ud mod hall'en og koble de forskellige installationer på køkkenets vand og afløb. Det bør være ukompliceret.
Hvor det nye køkken så ligger bedst i huset, afhænger af placeringen af de to værelser, som I ønsker. Umiddelbart virker stuen mod øst som et usædvanligt langt rum, så her kunne I tage noget af længden og lægge jeres soveværelse med adgang fra hall'en og tæt adgang til det nye badeværelse.
Det andet værelse kunne så ligge i modsatte hjørne med adgang fra alrummet og indrettes til arbejdsværelse. Det giver jer mulighed for at indrette alrum mod haven med det nye køkken for enden med en ø parallelt med endevæggen, hvilket gør rummet optisk kortere, og så er der stadig rigtig god plads til et langt spisebord på den anden led.
Den store skorsten for enden kunne udnyttes til en smuk indbygget gaspejs med glas i siderne til både alrum og opholdsstue. Sæt en ny fløjdør i mellem hall og alrum, så man får kigget igennem huset, straks man kommer ind. Og hvis varmeregnskabet tillader det, så nedlæg vindfanget og den lille mellemgang, så I får et virkelig smukt trapperum med fuld kontakt imellem de to etager.
De bedste hilsner
Lone