Hvad var problemet med entreen?
Vi havde en rigtig kedelig og mørk entré, som ikke gav indtryk af, hvilket hus man kommer ind i, og hvem der bor her. Da vi flyttede ind, var der hessian på væggene og trælofter, som vi fik pillet ned. Det hjalp, men var ikke helt nok. Her var stadig mørkt og rodet, og det var et svært rum at indrette både med hensyn til lysforhold, mange døre og forskudte planer.
Hvad ønskede du dig i stedet?
Vi ville gerne have, at man fik en fornemmelse af, at det ikke er pensionister, som bor her, men en familie med børn. Flere farver, og gerne en lidt funky stil, der passer til 60’er-huset.
Hvad er du mest tilfreds med?
Her er ikke længere sådan en trykket, mørk fornemmelse, når man kommer ind. Og så er det dejligt, at her er kommet flere farver ind, og det bliver en oplevelse at gå op ad trappen.