Rå og rustik badeværelsesindretning, sådan gør du

Få inspiration til at indrette et lille og delikat badeværelse med rustikke og luksuriøse detaljer, helt uden fliser.

Håndvask spejl badeværelse
© Inger Marie Grini

Anne Lene har droppet spejlet over vasken. Hun havde spejlet fra før, og hun ønskede, at det fik en flot placering i rummet, hvilket bestemte designet af badeværelset. Spejl, F.A.33, design af Gio Ponti i 1933, nu i produktion hos Gubi. Lampe, Vox fra Rubn, købt fra OsloDeco.

Utraditionelle ønsker

Én del hammam, én del glam, og én rå og rustik microcement til at binde det hele sammen. Det var opskriften, da Anne Lene skulle puste nyt liv i sit lille og delikate badeværelse.

– Det var virkelig på tide med et nyt bad, men jeg er ikke så glad for fliser og syntes, det var vanskeligt at bestemme sig for, hvad man så skulle gøre, fortæller Anne Lene Drillestad.
Hun havde i mange år drømt om at renovere husets bad, som var fra 1997, og havde endda købt den vask, som hun ønskede sig. Selve renoveringen lod dog vente længe på sig, indtil hun opdagede materialet microcement.

Arnaturer bruseniche badeværelse indretning
© Inger Marie Grini

Anne Lene havde oprindelig tænkt, at hun ville have gyldne armaturer, men da de kom, så det ikke rigtigt ud. I stedet blev det sorte armaturer, leveret af Tapwell. De giver en fin kontrast til de hvide microcementvægge. Under oppudsningen fik hun bygget en lille bruseniche ind i væggen.

Et lys gik op

– Endelig så jeg for mig, hvordan badet kunne blive. Én del hammam, én del luksus, én del rustik. Med microcementen blev det muligt at lave badeværelset, præcist som jeg kunne ønske mig, siger hun entusiastisk.

Noget som især lettede processen var, at det ikke var nødvendigt at rive det eksisterende bad ned for at bygge et nyt. Dygtige håndværkere kunne lægge microcementen direkte over de gamle fliser i et to millimeter-tyndt lag. Badet blev tjekket for råd, og der blev lagt en ekstra membran i badet for at være på den sikre side, og så kunne arbejdet begynde. Anne Lene ønskede sig indbyggede armaturer og også denne løsning blev gjort mulig pga. microcementen.

Badeværelse cement håndvask hylder
© Inger Marie Grini

Overlappende hylder skaber et interessant visuelt udtryk. Anne Lene har fået monteret enkle bordplader, som derefter er beklædt med microcement, for at skabe et sammenhængende udtryk.

Harmoniske kontraster

– Jeg havde først tænkt, at jeg ville have gyldne armaturer, men da de kom, så det helt forkert ud, fortæller hun. Hun var i vildrede i et øjeblik, før hun fandt ud af, hvad hun i stedet ville gøre. Hun endte med at vælge sorte armaturer fra Tapwell, som gav kontrast til det ellers hvide badeværelse.
I forhold til indretningen er bordpladen blevet monteret på væggen og beklædt med microcement, og et Ikea-skab med mørke døre, blev hængt op for at skabe kontrast. Det mest utraditionelle er imidlertid, at hylderne hænger forskudt af hinanden, og spejlet er placeret over den laveste hylde, og ikke over vasken, som man normalt ville gøre.

Personlig stil

– Jeg havde Gubi-spejlet fra før og ville, at det skulle komme ordentlig til sin ret. Hvem har i øvrigt sagt, at spejl og vask hænger uløseligt sammen? Ikke jeg, siger Anne Lene stolt over sit nye og personlige badeværelse.