Hvidt med et twist

I en lejlighed på Østerbro i København har et arkitektpar med et lille barn indrettet et minimalistisk og hvidt bad. Det rene arkitektoniske udtryk er dog tilsat et twist personlighed og humor.

© Andreas Mikkel Hansen

Træskamlerne er hjemmefabrikeret (ét stort træ, én motorsav og lidt hvid maling ). Det kræver lidt tålmodighed, da træstubbene skal tørre ind, inden de kan males.

Parret kan godt lide stubbenes meget tunge og solide statur i kombinationen med det lidt skrøbelige og porcelænsagtige look.

I indretningen søger de tit en dualisme mellem det pæne og det grimme, det solide og det skrøbelige, det rå og det forfinede.

Den hvide kanin repræsenterer den frie intuition og vejen mod lykken, og giver lidt kant og humor til badeværelset. Den er købt på Chatuchak Market i Bangkok.

© Andreas Mikkel Hansen

Uroen over puslebordet er konstrueret af originale effekter købt på en ferie i Thailand. Det lange spejl giver en fornemmelse af, at rummet er større, og i loftet er der indbygget lys i hele spejlets længde. Armaturet er fra Vola.

© Andreas Mikkel Hansen

Den meget enkle brusekabine er bygget op af glasvægge, der gør, at badet virker lyst og rent. Brusehovedet er fra italienske Fantini, og armaturet er fra Vola.

© Andreas Mikkel Hansen

Billedet af Curacao-damen er et arvestykke fra en farmor, der i sine unge dage var gift med en kaffeplantageejer i Venezuela. Buddhafigurerne er fra Wat Phra Mahathat-templet i Nakhon Si Thammarat, Thailand. Et af parrets forældre har et lille ressort i det sydlige Thailand, hvor familien hvert år er på ferie. Toilettet er fra Duavit og designet af Philippe Starck.