Det begyndte med en stikkontakt til den nye lampe i stuen, hvis ledning død og pine skulle gå ned igennem det slidte 1970'er-badeværelse i kælderen – murermestervillaens skamfulde levn fra fortiden stod nemlig stadig komplet med grønne fliser, saunabrædder på det forsænkede loft og hjemmelavet rørføring.
– Når nu vi alligevel skulle i gang med at ordne el hernede, så kunne jeg ligeså godt lave badeværelset i stand. Vi døjede med to bittesmå badeværelser ovenpå og manglede et større rum, der også kunne fungere praktisk til vasketøj og den slags. Samtidigt ville vi gerne have et lækkert badeværelse hvor man kan få en god oplevelse, siger Rasmus Skaarup, der selv er arkitekt og medlem af Danske BoligArkitekter.
Se mere fra denne bolig her.
BILLEDE Kælderbadet ser lyst og indbydende ud, og familien har samtidigt fået plads til at håndtere og hænge vasketøj op hernede.
Rasmus fik: Totalrenovering af kælderbad inkl. udgravning og understøbning af eksisterende fundament. Indvendigt dræn, isolering af gulvkonstruktion samt gulvvarme med varmeslanger. Etablering af vasketøjsskakt fra førstesal. Nye fliser og sanitet. Nyt vindue.
Proces: Arkitekt Rasmus Skaarup har selv stået for skitser og arbejdstegninger til kælderbadet, samt udgravning og understøbning af fundamentet, som tog cirka et halvt år.
Materialevalg indvendigt: Alle fliserne er fundet hos Stark, armaturer fra Vola. Bademøblerne har Rasmus Skaarup selv bygget selv.
Byggepris: ca. 0, 4mio. kr.
BILLEDE Ved badekarret er der lavet indbyggede hylder til sæber, duftlys og radioen, der gør karbadene lidt ekstra hyggelige.
I den del af badeværelset, hvor badefunktionerne er bygget ind, er der desuden blevet plads til familiens vaskemaskine. Alt vasketøjet bliver desuden ført igennem en skakt fra 1.salen herned – praktisk, og så roder det ikke. Vil du have en tilsvarende skakt, kræver det, at du tænker løsningen ind tidligt i dine ombygningsplaner, da det er et stort arbejde, at få eftermonteret røret, typisk langs husets skorsten.
Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter. Gå på opdagelse blandt de flere hundrede projekter, der alle er beskrevet, ved at gå ind på danskeboligarkitekter.dk. Danske BoligArkitekter er en ordning med flere end 100 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring fra byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger eller kan dokumentere en tilsvarende viden. Alle medlemmer har dækning gennem Danske BoligArkitekters særlige ansvarsforsikring, der også dækker rådgiveransvar, selvom arkitekten lukker sin virksomhed.