Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Arkitekt har frie hænder til indretning og rumfordeling

En nyrenoveret lejlighed i Aarhus står tom. Her kan du se arkitektens bud på, hvordan den skal fyldes ud.

Hej Lone,

Jeg skal møblere en ny renoveret lejlighed i Aarhus C. og har brug for ideer, så jeg HÅBER, I vil hjælpe.

Jeg forestiller mig at rum adskillelser kan være: Molodesign textile-softwall-flexible-wall/ eller Alvar Aalto skærmvæg.

Jeg kan li': AA skrivebord i Sort/Eg og Fried Egg lænestole af Hans Olsen.

Lejligheden skal bebos af 2 voksne, et modent par, og have mulighed for 1 overnattende gæst en gang imellem.

Der skal være 2 arbejdspladser til computer.

Der laves ikke meget mad i lejligheden, kun nem, sund og hurtig mad.

Ikke mange gæster, i fald der er gæster, spises ude.

Gode sovepladser og gode tv muligheder (gerne både i soveværelse og stue).

Der skal være plads til meget tøj.

Der skal ikke fjernes flere vægge, dem der er tilbage er bærende.

De flytbarevægge behøver ikke bruges, men hvis der skal være plads til en ekstra overnattende gæst, kunne det være en mulighed.

Venligst Jytte

Kære Jytte,

Frie hænder er i virkeligheden ikke særlig nemt, eller udfordrende, fordi der skal gættes i forhold til alt: Har I ikke nogen eksisterende møbler, der skal med? Bøger? Musik? Malerier? Kuriosa?

Da jeg kun har fået ganske få ønsker, laver jeg et møbleringsforslag til jer, som ikke omhandler stil, farver og stemning, men udelukkende de enkelte rums funktion og indhold.

Så kan du altid vende tilbage, hvis du ønsker flere detaljer.

Inddelingen er ret oplagt, med soveværelse længst til højre, opholdsrum i midten og spiseplads i forbindelse med køkkenet.

Jeres soveværelse er så stort at der fint er plads til en let opdeling, hvor I kan placere to garderobeskabe mere / alternativt et AA skrivebord på siden der vender ind mod stuen og to lave skuffemoduler ind mod sengen. Over møblet monterer I det ønskede tv, ligesom bordpladen giver plads til lampe og fralægning af diverse smykker, ure osv.

Ulempen ved det midterste rum er jo at der er direkte kik og adgang til jeres badeværelse og toilet, men det er så her, jeres Molo softwall- rumdeler kan bruges.

Stil den som foreslået så I skaber en blød ganglinje forbi dørene, og en fin væg der giver ro i stuens opholdsgruppe med sofa og to Fried Egg lænestole. Skab samling og loungestemning med et generøst stort tæppe, flere borde og gode standerlamper.

Det store tv placeres på væggen mod soveværelset. I modsatte ende vil der være plads til et skrivebord, men ikke et AA bord i stuen, det vil rode for meget med de høje A formede ben/gavle. En enkel løsning i stuen vil være at stille et klassisk skrivebord bagved sofaen.

Spisestuen kunne nemt gå hen og blive et noget køligt rum, da det nye køkken er så minimalistisk, at det næsten ikke er der ( læserne kan måske ane at det ”rigtige” madlavningskøkken befinder sig bagved badeværelserne).

Derfor skal der noget til for at skabe en fin og varm stemning: Loft til gulv gardiner måske, store planter, et stort tæppe under spisebordet. Måske bruge hele endevæggen til reoler, enten en rigtig bogreol fordi I har mange bøger, eller to lange lavtsiddende hylder, hvor der er plads til bøger på den nederste og masser af plads til lamper, nips og yndlingsfund på den øverste samt plads til kunst på væggen ovenover.

Jeres gæstedivan vil være et plus for rummet, da den jo også vil fungere som hyggeplads for jer selv i dagligdagen. Endelig er der den 3. mulighed for placering af et skrivebord i forlængelse af reoler/hylder.

Hilsener Lone

Relaterede Artikler