
Alt du skal vide om marineblå – og hvordan du indretter med farven
Marineblå – eller navy, som den mørkeblå farve også kaldes – er en karakteristisk og meget mørk tone af blå med reference til havet og søfart. Her er alt, du skal vide om farven og inspiration til at bruge den.
Af — 28. september 2024Hvad er marineblå?
Marineblå er en meget mørk variant af farven blå. Farven forbindes med søfart og kan typisk opleves på både civile og militære flåders uniformer verden over.
Farvekoden på marineblå hedder 'RAL 5002' og kan blandes af alle farvehandlere. Farven varierer dog en smule fra sted til sted.
Nogle farvevirksomheder har også deres egne bud på marineblå, som du kan udforske i deres respektive farvekatalog.
Orange er komplementærfarve til blå. Det betyder, at blå og orange fremhæver og forstærker hinanden, fordi de står i direkte kontrast til hinanden. Det samme gør sig gældende for marineblå.
Sådan bruger du marineblå i indretningen
I indretningen er marineblå oplagt at bruge på store flader som vægge og lofter. Du kan opnå store effekter med den mørkeblå tone, der også kan bruges på paneler og andet træværk eller til at skabe blikfang på mindre møbler som kommoder eller reoler.
Marineblå er også en perfekt farve til at opnå dybde og kontraster. Mal stuk og loft med den dybe blå for en hel særlig stemning, eller brug den på dit spisebord, hvis det skal være mindre – men stadig tydeligt. Små objekter som krukker og vaser kan også gøres virkelig smukke med marineblå.
Marineblå minder om flere nuancer af mørkeblå, men er karakteriseret af sin særlige reference til havet.