6 tips til at indrette et personligt hjem

Mangler du inspiration til, hvordan du sætter dit helt eget aftryk på indretningen derhjemme? Så kig med her.

Lys op med neon

Neonskilte har en helt særlig evne til at lyse op og skille sig ud. De fås i mange forskellige farver og former, og derfor kan de også uden tvivl være med til at give dit hjem et personligt touch.

Hos Neonskiltet kan du selv designe dit helt eget neonskilt, og dermed kan du personliggøre det, så det passer lige præcis til dit hjem.

Brug for eksempel neonskiltet som et kunstværk på væggen i stedet for et maleri, lad det lyse op som lampe i soveværelset eller sæt det som et statement et sted, som det første du ser, når du træder ind. Skiltet kan på den måde give dit hjem et både personligt og kunstnerisk præg.

© Neonskiltet

Skulpturer fra KAWS

Den amerikanske kunstner Brian Donnelly er manden bag de kontroversielle og eksklusive figurer Kaws. Kunstneren er inspireret af ikoniske tegnefilmshelte og har genskabt nogle af dem og givet dem et noget anderledes look. For eksempel forestiller en af de mest populære skulpturer Mickey Mouse. De fås i mange forskellige størrelser, helt fra et par få centimeter til over ti meter.

Skulpturerne er blevet meget populære på globalt plan, og de er blandt andet at finde i flere kendtes hjem. For eksempel kan man spotte dem flere steder i den canadiske sanger Drakes hjem.

Man må sige, at disse skulpturer deler vandene. Det dystre look, der får ellers glade tegnefilmskarakterer til at se kølige og triste ud, er både banebrydende og provokerende. Det er i hvert fald sikkert, at man får et personligt hjem med disse skulpturer.

Skab dynamik eller ro med tapeter

Tapeter er endnu en måde, hvorpå du kan sætte dit helt eget aftryk i hjemmet. De kan bruges i de fleste rum og kan dekorere både vægge, skabslåger, møbler og meget andet. Det store udvalg af mønstre, farver og motiver gør det muligt at skabe helt specielle stemninger alt efter, hvad du ønsker.

Du kan for eksempel give et mindre rum et vildt og dynamisk udtryk ved at sætte mønstret tapet op på alle vægge, eller du kan gå efter et mere roligt og eksklusivt udtryk ved blot at tapsere en enkelt væg eller et møbel i et simpelt motiv.

Mal dit hjem i farver

Hvis du synes, dit hjem er blevet lidt kedeligt, eller bare ligner alle andres, så prøv at give væggene en anden farve. På den måde kan du skabe et personligt hjem med masser af karakter.

Du kan også gå skridtet videre og male blandt andet stuk, paneler, loft eller døre. Det er kun fantasien, der sætter grænser for hvor mange farver, man vil have ind i sit hjem.

Mangler du inspiration, kan du læse om årets farver lige her.

Udstil din egen keramik

Keramik er stadig en stor trend og ved at udstille dine egne værker, kan du nemt tilføje en masse personlighed til din indretning. Lav for eksempel dekorative skulpturer, der kan stå på reolen, finurlige lysestager eller potteskjulere i forskellige former og farver. Har du en reol eller et vitrineskab til service, kan hjemmelavede keramikkopper også sætte et flot og personligt præg her.

Hvis det lyder som noget for dig, kan du for eksempel besøge Creative Space, hvor du kan male keramik efter helt eget ønske.

Er du mere til at sidde derhjemme og finde kreativiteten frem, kan du benytte dig af Slow Studio. Her køber du en pakke ler, du skaber dit helt eget værk i hjemlige rammer, hvorefter du kan aflevere eller sende det til brænding.

Få et personligt maleri

Gør hjemmet unikt ved at anskaffe dig et maleri, som ingen andre har. Du kan for eksempel kaste dig ud i at lave dit eget værk. Det eneste du skal bruge er pensel, akrylmaling og et lærred. Prøv dig frem og se, om der er en lille kunstner gemt i dig.

Hvis du hellere vil gå den lidt mere sikre vej, kan du bestille et personligt billede af professionelle kunstnere. Flere steder tilbyder de at tage imod bestillinger, hvor du selv kan vælge maleriets motiv, så det passer ind i rammerne derhjemme.

© millann