3 billedskønne uderum

Det er nu, vi drømmer om at komme ud og nyde forårssolen. Vi besøger her tre usædvanlig vellykkede uderum, der er indrettet, som var de opholdsstuer. Med fleksible møbler, nøje udvalgte træer og bl.a. et bassin fyldt med åkander.

UDERUM NR. 1

UDERUM NR. 1

Beinta Unni Marr er forskningsdirektør og rejser meget. Derfor har hun indrettet sit uderum enkelt og med så lidt vedligehold som muligt.

Nemt og enkelt

Beinta Unni Marrs uderum er en stor træterrasse, der er bygget i en vinkel på rækkehuset og løber fra stuen og langs facaden. På terrassen har Beinta indrettet flere siddepladser, så man altid kan vælge at sidde i sol eller skygge. Farverne er holdt i grå og grønne toner, som supplerer hinanden godt.

Da Beinta købte huset, prioriterede hun at det skulle være nemt at holde. Hun har to børn og en travl hverdag med hyppig rejseaktivitet.

– Jeg finder ro på min terrasse, og så er det vigtigt, at der ikke er meget arbejde forbundet med at opholde sig her, siger Beinta. Hendes perfekte dag er en hel lørdag uden forpligtelser.

– Jeg står tidligt op og er frisk og veludhvilet til en uberørt dag, der er helt er min egen. Så vandrer jeg en tur, læser en avis, nyder et godt glas rødvin og laver god mad. Hvis mine to sønner er på besøg, er dagen fuldkommen, siger Beinta.

Hendes bedste køb til uderummet er to Beddo-daybeds fra Skagerak, som i den grad er med til skabe den skandinavisk-japanske stil.

Hendes bedste idé har været at beholde det store æbletræ i haven. I stedet for at fælde det, valgte hun at skære hul i terrassen.

– Så fik jeg en naturlig parasol, der er langt mere æstetisk end nogen købt solskærm.

Samtidig etablerede hun et nemt vandspejl med åkander. Beinta hjembringer ofte sten fra hendes rejser og lægger dem på terrassen, som et godt minde fra andre kulturer. Beinta har altid boet tæt på naturen, som hun finder uendeligt inspirerende. Derfor har hun brug for sten og vand. I disse elementer finder hun sin energi.

Terrassen er bygget som en oase omkring den ene ende af rækkehuset. Trædækket er bejdset med en lysegrå kulør fra Flügger. For at kunne beholde de skønne frugttræer er der skåret hul til stammerne. Træerne fungerer som naturlige parasoller, og samtidig kan de bære frugt år efter år.

De grønne farver bliver fremhævet af de grå toner. Efeuen har fået lov til at gro vildt og fungerer både som lyddæmper og som en slags tæppe på terrassen. Bordet er i rustfrit stål og med lys marmorplade, designet på bestilling hos den lokale smed.

De grønne Palissade-stole og bænken er fra Hay.
Pude fra Louise Roe og det samme er det jadegrønne keramik og servicen på bordet.
marmorplatten er fra Broste Copenhagen.
De antikke grønne glas er arv fra bedstemor.

Terrassen er malet i samme grå nuance som huset for at skabe en naturlig overgang fra gulv til mur. For at få zen-stemning er der placeret sten og lanterner, som tændes, når mørket falder på.

Den enkle daybed, Beddo, er fra Skagerak.Væglamperne i galvaniseret stål er fra et byggecenter.
De står fint til den grønne beplantning og sammen med puderne fra Hay ogLouise Roe, som er holdt i samme farveskala.

Tæppet fra Missoni giver et varmt spil til den grå mur og terrassen. Kurven med hank er fra Bloomingville, mens lanternerne og vasen er fra Broste Copenhagen.

Vandspejlet med åkander har altid været en drøm for Beinta. De to sten er fra den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons Riverbed-udstilling på Louisiana. Beinta så udstillingen samme dag, som oprydningen fandt sted, og var heldig at få et par historiske sten med hjem. Trætaburetten er købt på en kunstudstilling, og elefantgræssen er fra en planteskole.

Planterne passer sig selv og skaber idyl på terrassen. Bliver planterne for store, skal de blot klippes til.

Beinta elsker at gøre noget ud af borddækningen og har valgt at placere en sort marmorplade fra Louise Roe på midten af det hvide marmorbord. Her ses en kombination af kunst og skulpturer sammen med keramik fra Louise Roe. Den grønlandske inuit-skulptur er fra barndomshjemmet på Færøerne, hvor Beinta er opvokset.

UDERUM NR. 2

UDERUM NR. 2

Jonas Bjerre-Poulsen er prisvindende arkitekt og medejer af Norm Architects. Inspirationen til uderummet er hentet fra en fabrikshal kombineret med et orangeri.

Fabrikshal kombineret med orangeri

Jonas Bjerre-Poulsens uderum er faktisk slet ikke et uderum, men et rum, der linker huset og haven sammen. Et alternativ til et orangeri. Et sted, hvor familien kan sidde og vegetere, læse, arbejde eller spise, og hvor de kan trække ind, hvis det danske vejr driller.

Her bliver man mødt af en ro, der automatisk sætter det travle liv på stand- by. Stilen er indbegrebet af rå, maskulin, nordisk minimalisme, der kan få enhver interiørelskers hjerte til at smelte.

Som arkitekt er det ikke kun god smag, der danner rammen om Jonas' og hans families hjem, men i den grad også hans blik for rum, arkitektur og design.

For at få det gamle uderum til at se ud, som det gør i dag, er væggene blevet pudset, og gulvet støbt i beton. Farverne er nedtonede, så de grønne planter og vækster virkelig står frem. Indretningen er enkel, og består af Jonas' eget design for brandet Menu.

Som sin favorit i dette scenarie fremhæver Jonas rummets store kamfertræ, der byder én velkommen, så snart man træder indenfor. Træet er i stand til at overleve det foranderlige, danske vejr, og er ifølge Jonas også med til at skabe en følelse af velvære.

Som en smart løsning har familien valgt franske glasdøre, der får rum og have til at smelte sammen.

Et kig fra haven med lavendel i fuldt flor og ind i rummet, som er en del af hovedhuset.
Tanken med uderummet er at skabe en naturlig sammenhæng mellem ude- og inde.

Uderummet har altid været en del af huset, som oprindelig var en pavillon. Indretningen er i samme stil som selve hovedhuset med pudsede vægge og støbt gulv. Den sortbejdsede daybed er fra Menu.

Udsigten til den velplejede have med ældre frugttræer. Her får man oplevelsen af at være udenfor, selvom man er inden døre. Jonas nyder at kunne trække sig tilbage i uderummet med en kop kaffe, bøger og skitser. Det sortbejdsede bord er fra Menu. Sort kande og skålen er vintage

Uderummet er indrettet med forskellige typer af grønne planter, som er med til at give en orangeri-stemning. Det sorte metalbord med hylder er oprindelig en prototype. Vasen i cement på nederste hylde er også en prototype, udført af Jonas Bjerre Poulsen.

Jonas har inkorporeret de klassiske, sprossede vinduer med en rå overflade af en pudset væg og et pudset betongulv. Stolen er fra Menu.

Objekterne er stillet på gulvet som en lille dekorativ kunstinstallation. Trappen er fra Studio Oliver Gustav, og cirklen i messing er fra Menu.

Metalbordet anvendes til opbevaring af krukker og haveredskaber.

UDERUM NR. 3

UDERUM NR. 3

Charlotte Bie er ejer af og skoleder på Per Gyrum Skolen. Hendes uderum er lavet i et arkitektonisk spil med terrændelte niveauer indrettet med markante maritimt inspirerede møbler.

MINIMALISTISK, RÅT OG NATURLIGT

Charlotte Bies uderum er minimalistisk, råt og naturligt. Og ikke mindst funktionelt.

– Vi har skabt et uderum, der kan klare vind og vejr, og alle planterne er lette at holde. De terrændelte niveauer giver et godt arkitektonisk spil, men også læ, når det blæser, hvilket det ofte gør her ved vandet, fortæller Charlotte.

Hun har valgt møbler, som kan klare at stå ude hele året. Familien bruger nemlig uderummet næsten lige så meget som stuerne indenfor.

– Så det er vigtigt, at det er et sted, hvor vi kan slappe af, og hvor det er hyggeligt, og der er plads til, at vi kan samles med hele familien og vores venner, siger Charlotte.

Hun peger på kombinationen af det fine og det rå, som det helt særlige ved dette sted.

– Her kan vi være private, og samtidig nyde udsigten til vandet, mens børnene kan lege frit, og vi kan hygge om ildstedet, fortæller Charlotte, som er skoleleder på en privatskole.

Det bedste køb til uderummet er havemøblerne fra By Løth. De er både rå i stilen og samtidig nemme at gøre rene. Desuden er de lækre med et skind eller puder. Møblerne er udført i old oak og har stel af sortpulveriseret stål.

Parret har valgt at anlægge en overdækket terrasse med udgang fra husets køkken-alrum, hvorfra der videre er anlagt trappe i rustent stål, som fører ned til det møblerede uderum.

Et arkitektonisk uderum med skøn udsigt til havet og horisonten. Det giver ro at opholde sig i, når man kommer hjem efter en travl dag.

Niveauerne er udført i rustent stål, som fungerer som afspærring til de nordiske og vildtvoksende planter. Havemøblerne i old oak og fra By Løth er familien særligt glade for, da de ikke kræver nogen vedligeholdelse.

Bålfadet med det skulpturelle udtryk er med grillfunktion og fra Raumgestalt. Det kan bruges året rundt og gør det nemt at lave bål i haven. Fadet er lavet af stål, som ruster med tiden, og som vil få det samme look som det øvrige stål. Puderne er fra Broste Copenhagen, imens den flerfarvede pude er købt på en rejse i udlandet. Kurven og den antikke lerkrukke er fra L'unica. Den karrygule og den grønne pude i velour er fra Madam Stoltz.

Terrassen er indrettet rustikt og naturligt, så den næsten kan passe sig selv, uden at familien behøver at bruge en masse tid på havearbejde. Krukken er fra L'unica og brugt som vase. Grønne lys, servietter, marmorkrukke med låg og plade er fra Broste Copenhagen, imens glaslanternerne er fra House Doctor.

Messingpladerne vil kun blive pænere med tiden og skaber varme til terrassegulvet i beton. Puf'en er fra Broste Copenhagen.