Giv min havestue lidt mere liv!

Læseren her efterspørger nye ideer til sin havestue. Tilbygningen har sin egen poesi, men mangler det sidste, inden den for alvor kan indtages.

Kære BO BEDRE,

Jeg har en helårsisoleret havestue, som jeg har meget svært ved at møblere. I øjeblikket står der nogle 'overskuds-møbler.
Man går direkte ud i havestuen fra dagligstuen via en skydedør. Gulvet er beige marmor, og stuen består ellers af hvidt træ, vinduer og en murstensvæg. Jeg holder af rolige farver f.eks. hvid, grå, beige, sort, råt træ.

Venlig hilsen Åse Eiland

Kære Aase,

Det er et vidunderligt rum, som hviler meget i sig selv, så du skal egentlig kun understrege letheden og poesien derude med de nye møbler.
Det vigtigste er at få et afslappet og uhøjtideligt look bragt til live i havestuen, der gerne må være anderledes end dine helårssstuer.
Jeg ville vælge en hvid, superenkel sofa fra Tine K som basismøbe. Betrækket er aftageligt og vaskbart, og du kan købe nyt betræk, hvis du fx vil have et vinterbetræk i en dæmpet farve. Gør den blød med puder og plaider i jordfarver og grøn.
Hertil en magelig lænestol med puf og gode læselamper og gerne et gulvtæppe til at varme lidt ovenpå de kølige fliser.
Det næste du skal tænke i er planter. En lav plantebænk ved siden af sofaen med både store og små planter gør rummet lidt eksotisk og giver følelsen af orangeri. Fingerphilodendron med de store, fligede blade er nem at holde ligesom mange andre halv-sukkulenter, der ikke kræver daglig vanding. Og så kan du supplere med oliven- og citrustræer og rosa pelargonier i sommertiden.

Bedste hilsener Lone.