100% landbohave

Kirsten og Peter Vind flyttede til byen Refsvindinge, her købte de et stråtækt bindingsværkshus med en grund på 1800 m², og her var der plads til at opfylde deres store ønske om en smuk, idyllisk landbohave.

© Kim Ahm

Som udgangspunkt var Kirsten og Peter Vinds have på landet ikke, som de ønskede. Der manglede bede og struktur på den store grund ved Refsvindinge tæt ved Nyborg på Fyn.

Tanken var, at haven skulle have alt det, en rigtig stemningsfuld landbohave rummer: prydbede, nyttehave og store træer. Derfor valgte de at få tegnet havens grundplan af en konsulent fra Det Danske Haveselskab.

Der er etableret nyttehave med frugt, grøntsager og krydderurter og prydhave med bede, der bugner af stauder, roser og klatrende klematis. Høje træer og store buske tilfører haven en naturpræget, nærmest skovagtig stemning, og et lille svenskrødt hønsehus i et hjørne af haven huser et par flittige høns, der leverer friske æg til morgenbordet.

© Kim Ahm

Bindingsværk og stråtag bliver der mindre af i Danmark. Kirsten og Peter Vind kunne ikke drømme om at gøre noget radikalt ved deres ejendom. Den fremstår velholdt og er i pagt med haven. De stedsegrønne og formklippede buske er et stramt element, som lader øjet hvile midt i al bondeidyllen.

© Kim Ahm

Den abrikosfarvede rose ‘Westerland’ slynger sig op ad pergolaen og dufter skønt. Rosen bliver 150-200 cm høj. Det er en remonterende rose, hvilket betyder, at rosen blomstrer flere gange i løbet af sæsonen.

© Kim Ahm

Kirsten og Peter Vind bruger haven som et sted, hvor kreativiteten kan udfolde sig. Men de slapper også rigtigt godt af i deres have.

© Kim Ahm

En tæt bevoksning levner ikke ukrudtet mange chancer. Bunddækkende planter er et must, hvis en større have skal være til at holde. De mange planter væver sig ind imellem hinanden, samtidig med at bladformer og farver varierer den grønne flade, så den bliver interessant.

© Kim Ahm

'Rose de Rescht' er en historisk rose. Den er hårdfør og blomstrer flere gange i sæsonen. Man mener, der er tale om en ældgammel rose, som har været dyrket siden antikken. I nyere tid blev ‘Rose de Rescht’ opdaget i en gammel, persisk have og bragt til Europa.

© Kim Ahm

Hække og rustikke læhegn skærmer haven og sørger for et gunstigt mikroklima for plan- terne. Var haven forblæst, ville de ikke trives så godt. Bedene har en varieret vegetation, mens de skarpe græskanter strammer indtrykket op.

© Kim Ahm

Landbohavestilen ligger tæt op ad den engelske havestil. Man nærmer sig det naturlige, men sørger for at haven er tilpas trimmet, så den fremstår frodig uden at virke kaotisk. Formklippede planter er fikspunkter, som fanger øjet og holder orden.

© Kim Ahm

Peter Vind er en passioneret pilefletter. Hans arbejde tilfører haven et kreativt element. Krydderurterne trives i de flettede bede, samtidig med at de understøtter havens hyggelige og personlige udtryk.

© Kim Ahm

På intet tidspunkt brydes landbohavestilen. Det lille gæstehus har stråtag og igennem en hvælvet bue i havens perifere hæksystem er der et kig til verden udenfor. Den tætklippede bøgehæk foran gæstehuset er et godt eksempel på, hvordan parret har arbejdet med havens indre rum.