To verdensrekorder på én auktion: Danske designklassikere blev de dyreste solgt nogensinde

Den seneste auktion hos Bruun Rasmussen blev et bevis på, at dansk design stadig er yderst eftertragtet i hele verden.

Hans J. Wegner

Wegner og Boesen

Der blev klappet ikke bare én, men hele to gange i auktionssalen i Bredgade hos Bruun Rasmussen torsdag aften. Første gang var da hammeren faldt over arkitekt Hans J. Wegners særegne Krokodilleskab til en pris på 700.000 kr. Det var vurderet til 200.000-300.000 kr. og blev med et hammerslag på 350 % over vurderingen det dyreste Wegner-skab i verden solgt på auktion.

Men det skulle ikke stoppe her. Da flere bød med på arkitekt Viggo Boesens smukke stole ”Den lille Petra”, nåede hammerslaget op på svimlende 825.000 kr. mod en vurdering på 500.000-600.000 kr. Hermed blev det på samme måde verdens højeste pris på auktion for stole af Viggo Boesen.

Krokodilleskabet af Hans J. Wegner
© Bruun Rasmussen

Hans J. Wegners yderst sjældne Krokodilleskab

Et møbel, der ligner skindet på en krokodilles ryg, lyder umiddelbart mærkeligt. Det er ikke desto mindre tilfældet med Hans J. Wegners dækketøjsskab, der med sine smukt udskårede låger hører til hans mere sjældne møbler.

Wegner er ét af de helt store navne i dansk designhistorie. Mange af hans klassikere blev til i 1940-50’erne, men relanceres stadig i nytænkende udgaver og vinder fortsat stor anerkendelse verden over, hvilket dagens auktion understreger.

Hans J. Wegners Krokodilleskab er et dækketøjsskab af eg med to låger med udskæringer i form som krokodilleskind.

Den Lille Petra af Viggo Boesen
© Bruun Rasmussen

Nordisk humanisme i Viggo Boesens ”Den Lille Petra”

Auktionens to eksemplarer af ”Den Lille Petra“ er designet af den mindre kendte arkitekt Viggo Boesen og er fra den første produktion af stolen.

”Den Lille Petra” består af et par lænestole med stel af eg, som er blevet betrukket med lysebrun uld. Designet forener alle Boesens tanker om det perfekte møbel med et organisk flow, der skulle omfavne kroppen smidigt og komfortabelt.

Læs også: