Nyt showroom
Hvis du er i Berlin, er det værd at tage et smut forbi Reforms nye showroom.
Det danske køkkenbrand har god vind i sejlene i Tyskland og udover det nye showroom i Berlin, åbner også ét i Køln og i Hamburg i efteråret/vinter
– Tyskland er et af vores største markeder, og vi ønsker at fokusere mere på Tyskland, da vi ser et stort kommercielt potentiale. Det er faktisk det land i verden, der bruger flest penge på boligindretning pr. indbygger. Tyskerne er begyndt at få mere og mere smag for skandinavisk design og generelt have en større forståelse og interesse for æstetik; tidligere har de gået mere op i funktionalitet end fx formsprog. Hele den ’nordiske designbølge’ har været meget stor i Tyskland de seneste par år. For Reform ser vi så stort et fremtidigt potentiale, hvorfor både jeg og min partner Michael Andersen, Reforms cofounder, også overvejer at flytte til Tyskland for at være, hvor det sker, fortæller Jeppe Christensen, der er direktør og cofounder af Reform.
– I vores showrooms vil vi gerne ramme en varm vibe. Folk skal føle sig velkomne, og at de gerne må blive. Men vores køkkener skal også udstilles, så det ikke bliver for meget eller for overvældende – man skal kunne forholde sig til de enkelte køkkendesigns, hvilket også ses i de mere stramme og minimalistiske linjer, vi opererer med. Vi forholder os til hver enkelte showroomplacering, men folk må gerne kunne se en synergi mellem alle vores showrooms – uanset om man besøger et Reform-showroom i fx Århus, København, Berlin eller New York. Vi bruger rene linjer og overflader. Vores nye showroom i Berlin ligger blandt andre danske designbutikker, et teater, små kaffebarer og gode restauranter, hvorimod vores showroom i Århus er placeret på Hovedbanegården og vores showroom i New York midt i et råt industrikvarter; men jeg håber, at folk ikke er tvivl om, at de står i et Reform-showroom.
Det nye showroom er placeret på Rosa-Luxemburg-Platz i Berlin Mitte, kun få skridt væk fra Alexanderplatz.