200701_vind_portraet_full.jpg
© bobedre.dk

Poul M. Volther

Poul M. Volther (1923-2001) tilhørte en generation af arkitekter med rødder i møbelhåndværket. Han var udlært møbelsnedker og studerede senere på Kunsthåndværkerskolens Snedkerskole.

Som funktionalist elskede han den enkle forarbejdning af fine materialer. Han efterfulgte Børge Mogensen som arkitekt for FDB Møbler, som han tegnede en række møbler for, men hans mest kendte stol er uden sammenligning Corona-stolen.

Corona blev lanceret i 1964 af møbelfabrikken Erik Jørgensen. Men det viste sig, at den var lidt for dristig i danskernes øjne, for den solgte ikke specielt godt. Måske var den bare forud for sin tid, for i dag er den ikke alene Erik Jørgensens mest solgte stol, den er også blevet lidt af et designikon – fx sad EU’s statsledere i Corona under topmødet i København i december 2002.

Stolen er opbygget af fuldpolstrede skaller, som referencer til menneskets anatomi med rygsøjle og ribben. Stellet, som er drejeligt, er udført i forkromet stål.

Du kan få Corona i ni stofgrupper, men Corona fås også i læder fra 28.700 kr. og i kernelæder fra 32.010 kr. Endelig fås en skammel til stolen, der koster fra 9022 kr. i stof og fra 11.243 kr. i læder.