Mette Helena Rasmussen indretning
© Privat

Mette Helena Rasmussen: Det er vigtigt at skabe et trygt hjem

Boligstylist Mette Helena Rasmussen er aktuel med et tv-program på DR2, hvor hun hjælper med at skabe nye og trygge hjem. Men hvad kan man selv gøre for at få et trygt hjem?

– Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde nogen med sofapuder, men jeg kan hjælpe med at skabe et nyt trygt hjem, og det er altafgørende for at komme videre med sit liv.

Sådan lyder det fra Mette Helena Rasmussen i tv-programmet “Nyt hjem – uden vold” på DR2, hvor hun hjælper kvinder med at skabe et nyt og trygt hjem. Kvinder, der har det til fælles, at de har boet på – eller fået rådgivning af – et krisecenter.

I første program “Nyt hjem – uden vold” på DR2 hjælper boligstylist Mette Helena Rasmussen (th.) med at indrette Hannes husbåd.
© DR

Sammen med sine børn har Mette Helena selv boet på Krisecentret Danner i 16 måneder. Her blev hun opmærksom på, hvor svært det kan være at skabe et trygt hjem, når man flytter ind i en ny bolig – eller skal tilbage til den gamle.

– Det betyder enormt meget, at man selv er med til at skabe sit hjem. Hjemmet en fysisk manifestation af, hvem man er. Ved at skabe sit eget hjem opdager man sig selv og sin smag, og man lærer at sætte grænser. Alene det at turde sige, hvilken farve, man godt kan lide – eller ikke kan lide – kan være grænseoverskridende for nogen, fortæller Mette Helena Rasmussen.

Rum, som Mette Helena Rasmussen har hjulpet med at indrette.
© Privat
Badeværelse, som Mette Helena Rasmussen har hjulpet med at indrette.

Hvad kan man gøre for at skabe et trygt hjem?

– Ens hjem er dér, man slapper af og samler energi til at gå ud og overskue verden. Derfor er det så vigtigt at skabe et godt og trygt hjem. Det kan man for eksempel gøre ved at indrette sig med planter. Planter er gode for alle mennesker. Det er sundt at have noget, man kan passe og pleje, og noget, man kan se udvikle sig – at man kan se, at planten gror.

– Og så er det vigtigt at have nogle gode minder i sit hjem, som betyder noget for en. Det kan både være bøger, kunstværker eller et skib, ens far har bygget. Det er jo meget subjektivt, men alt, man selv mener, kan give hygge, er en god idé. At føle sig hjemme dér, hvor man bor, er afgørende for, om man har det godt.

Mette Helena Rasmussen
© Tia Borgsmidt

Om Mette Helena Rasmussen

  • Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2011

  • Arbejder som boligstylist og er indehaver af interiørbutikken Retro Villa i København

  • Medvirker som dommer i “Nybyggerne” på TV 2, der i øjeblikket kører på 4. sæson

  • Aktuel i tv-programmet “Nyt hjem - uden vold” på DR2. Udsendelserne kan ses her