Kasper Salto portræt
© bobedre.dk

Kasper Salto

Selvom Kasper Salto ikke fik sit kommercielle gennembrud direkte efter sin afgang fra designskolen, har han bevist at han i høj grad har fortjent en plads blandt de vigtigste danske designere i sin generation.

Fulde navn: Kasper Salto Poulsson
Dato: 14.02.1967-
Uddannelse: Designer fra Danmarks Designskole, 1994

Kasper Salto er et eksempel på at flid betaler sig. Som andre møbeldesignere før ham har Kasper Salto en uddannelse som møbelsnedker bag sig og de håndværksmæssige traditioner fornægter sig ikke i hans værker.

Hans design er præget af en grundighed, der bunder i et ønske om at skabe realistisk design, der både skal lade sig gøre at producere men ikke mindst skal det kunne holde til at blive brugt.

Dette udgangspunkt i det menneskelige behov har frembragt en lang række lette og funktionelle stole, der både tiltaler kroppen og den æstetiske sans.

Hans gennembrud blev netop en stol, nemlig stabelstolen Runner, der blev efterfulgt af den mindst lige så succesfulde Ice stol. Begge viderefører de klassiske designdyder, men det innovative, organiske formsprog giver stolene en lang levetid såvel æstetisk som funktionelt.

Kasper Saltos evne til at luge alle unødvendige detaljer væk i sit lette og funktionelle design har indtil videre kastet priser som Bo Bedres Særpris (1997) af sig samt ID-prisen (1999), Red Dot Award (2003) og Møbelprisen (2003).