
”I fremtiden vil vi ikke smide noget som helst ud”
Signe Wenneberg er blandt de fremmeste fortalere for bæredygtighed og genbrug her i Danmark, og hendes hus er verdens første FSC-certificerede hus. Vi bad hende tage temperaturen på bæredygtighed i Danmark lige nu
AfHvilke tendenser indenfor bæredygtighed er mest interessante lige nu?
Mobilisering, bevægelser og aktivisme. Det er virkelig interessant at se, hvordan befolkninger synes at være mere fremme i skoene på bæredygtigheds-agendaen end politikerne. Vi så det allerede ved klimatopmødet i København. Hvor der var tusindvis af demonstranter på gaderne, og hvor politikerne bogstaveligt talt klokkede i det ude i Bella Centeret. Siden har vi oplevet bevægelser som Occupy Wall Street og alle Urban Farming og Guerrilla Gardening Bevægelserne - for slet ikke at tale om den aktivisme, som har fokus på Madspild eller på plasticaffald i verdenshavene. Der sker vildt meget her.
Hvis jeg må nævne noget andet, så kommer vi også til at se en tendens hvor landbrug bliver utrolig hipt. Vi kan allerede se det i mode og design - og jeg spår, at vi kommer til at se, at byboerne - og dem er der mange af, fordi 86 procent af danskerne bor i byer - vil have del i et bæredygtigt landbrug. Man vil have en andel i et fårelaug, en biodynamisk bondegård og et fødevarefællesskab. Der kommer til at være en bevægelse af forbrugere, som ønsker gennemsigtighed og kort vej fra jord til bord. Jeg tror det i fremtiden bliver meget hipt at tage på arbejdsweekend i det landbrug, man har andel i og slutte weekenden af med fællesmiddage i laden.
Og som en tredje ting, så tror jeg slet ikke vi har set toppen af genbrugs-tankegangen endnu. I fremtiden vil vi ikke smide noget som helst ud. Alt vil blive genanvendt og up-cyclet. Jeg har lige set nogle fede gummisko, der er produceret af plastaffald, det tror jeg vi kommer til at se meget mere til.
Hvordan ser du Danmarks nuværende niveau indenfor bæredygtighed?
Vi havde en rigtig god position i verden med Den Grønne Omstilling og klimamålene. Vi havde en god stemme - også takket være gode danske grønne virksomheder som Vestas og Grundfoss. Desværre har den nuværende regering lavet det gamle miljøministerium, Svend Aukens opfindelse, om til et Landbrugsministerium, der synes sat i verden for at rive al grøn omstilling ned. Randzoner er ophævet osv. Det er meget beskæmmende og der lægges desværre mærke til det ude i verden. Igen er der utrolig stor forskel på hvor det politiske Danmark lægger fokus - og hvor befolkningen er. Det er som om der ikke rigtig er kontakt. For befolkningen går mere op i genbrug og bæredygtighed end nogensinde før. Der affaldssorteres og efterspørges bæredygtige fisk og så videre.
Hvilket råd vil du give til dem, der ønsker at bygge bæredygtigt i Danmark?
Som jeg hele tiden siger om alting: Bare gør det! Og når jeg kan, så kan alle. Jeg er jo hverken arkitekt eller tømrer, men jeg lykkedes med at bygge verdens første FSC-certificerede træhus på pæle. Det består af 98,7 procent træ - selv dampspærren og isoleringen er af træ. Træ er det mest bæredygtige byggemateriale der findes - og det kan holde i flere hundrede år, hvis det behandles godt. Det vidste vikingerne og det er på tide, at vi finder tilbage til vores rødder. Ligesom vi har gjort med det nye nordiske køkken, så kan vi også finde tilbage til vores bygge-dna, når vi bygger i bæredygtigt træ.
Hvordan miljøgenanvender man et hus, man egentlig ønsker at rive ned?
Man kan i heldigste fald “up-cycle” et gammelt hus, hvis der har været anvendt gode materialer. Så kan døre, vinduer, lægter og brædder genanvendes. Men ofte er der brugt giftig maling, asbest og stenuld i gamle huse og alt må bare knuses og “down-cycles”. Det vil sige at det fx bruges som fyld under vejbelægning.
Hvorfor er du så vild med træ som materiale?
Fordi det er det eneste byggemateriale der tæller som positivt på CO2-kontoen, både mens det lever i skoven, hvor det er en del af en levende cyklus og afgiver ilt. Men også når vi bruger det i byggeriet. Ud over det er det et fantastisk levende materiale - man kan mærke træet og det forandrer sig. Det flytter lidt på sig og det dufter. Alle, der kommer ind i mit hus siger som det første: “Hvor her dufter godt af træ!”. Og så er det ligesom at være omgivet af en varm dyne. Det er et meget naturligt materiale - og jeg kan simpelthen mærke det i min krop, jeg lider af slidgigt og der er stor forskel på at være i et træhus og et stenhus. Træ leder ikke kulde, så der er aldrig rigtig koldt på overfladerne i et træhus.