Fra dengang design var gennemtænkt

Hvorfor er Ole Palsbys gryde-serie Eva Trio stadig lige så relevant som dengang, den kom frem? Vi har spurgt arkitekten Michael Sheridan.

Ole Palsby skabte Eva Trio-serien i 1977. Nu er serien igen i vælten. Gryder og pander har fået en ny bund, der forbedrer varmefordelingen, og det er jo alt sammen meget godt. Men mere interessant er det, hvorfor Eva Trio på fjerde årti stadig fungerer så godt og fremstår, som var den designet i dag. Den amerikanske arkitekt Michael Sheridan har et bud. Han har en stor forkærlighed for dansk design, har skrevet bogen Mesterværker om danske enfamilieshuse og været vært på programmet Enestående Nordiske Huse på DRK. Lige nu er han ved at skrive en bog om dansk brugskunst fra 1950’erne og 1960’erne, der skal udkomme i 2016.

Hvad var det, der gjorde Ole Palsby til en ener i den danske designhistorie?

  • Han var selvlært, og hans tilgang til design var meget pragmatisk. Det var først sent, at han blev designer af køkkenudstyr. I 1968 åbnede han en køkkentøjsbutik med godt og gedigent kram, og i butikken havde han også udstillinger med kunstnere og kunsthåndværkere. Interessen for madlavning var steget voldsomt i 1960’erne, og Ole Palsby brugte meget tid på at rejse rundt i Europa for fx at finde ud af, hvilke gryder der var bedst til forskellige typer madlavning, og det blev en vigtig del af hans uddannelse. I 1975 var han ved at gå nedenom og hjem, og lige før jul begyndte han at sælge ud af alt i butikken. Den sidste dag kommer direktøren for Eva Danmark ind i butikken og siger: “Jeg hører, at du lukker! Jeg kommer for at spørge dig, om du tror, at du kan designe nogle gryder og pander for os? Nogle, som er bedre end de importerede ting?.” “Ja, det kan jeg godt, hvis jeg får helt frie hænder!” svarer Ole Palsby. Det bliver begyndelsen til et nyt liv for ham som formgiver.

Til trods for, at Eva Trio-serien på overfladen ser meget simpel ud, så rummer den en masse viden, en masse erfaringer og en masse grundige tanker. Den blev ikke til på et tegnebræt, men var resultatet af en række ideer, der blev samlet over tid. Og det er grunden til, at den stadig fungerer så godt og stadig virker, som om den lige så godt kunne være designet i dag. Og det var en tilgang, han havde til alt det, han lavede, hvilket er grunden til, at det stadig fungerer og ikke er overgået.

Men der bliver vel stadig designet gode ting i 2014?

  • Ikke meget! Der er så meget design i dag, og det meste bliver til, fordi en producent mangler noget til at fylde et hul i et marked. Så hyrer man en berømt designer for at høre, om han har nogle lyse ideer. De produkter kommer og går, men nogle ting formår at overleve tidens trends og fungere årti efter årti. Der er ikke meget nyt design, der rummer de kvaliteter. Langt det meste design i dag er tyndt og trivielt, fordi det først og fremmest er skabt som et designobjekt. I 1950’erne og 1960’erne eksisterede designeren naturligvis som koncept, og designerens navn var skrevet på emballagen, men dem, der designede, forsøgte først og fremmest at skabe værktøj til folk og deres hverdag, og det var også Ole Palsbys tilgang.

Hvad gør Eva Trio til noget særligt?

  • Eva Trio kommer i produktion i starten af 1977 og bliver i efteråret præsenteret på messen i Bella Center. Men det sælger ikke så godt, som de havde håbet på i starten. Da kogebogsforfatteren og Politikens madredaktør George Kringelbach ugen før jul giver Eva Trio-serien en forrygende anmeldelse, kickstartes salget! Og Kringelbach forstod, hvad det var, Ole Palsby ville med sine banebrydende serie - han skriver, at han vil skrotte alt det, han har, og udskifte det med Eva Trio, og det var uvurderlig reklame dengang!

Meget kogegrej er baseret på et enkelt materiale, men Ole Palsby havde erfaret, at der er ikke ét perfekt materiale, der passer til al madlavning. Så han lavede et system, der udnyttede tre typer metal til forskellige formål - kobber med sølv, aluminium og stål. Det er derfor, Eva Trio hedder, som det gør. En anden ting, der gør systemet så nyskabende, er, at det består af moduler, der passer til hinanden. Du kan fx nøjes med tre låg, uanset hvor mange gryder du har, de kan stables, så de ikke fylder så meget, når de skal opbevares, osv. På den måde var det ikke kun godt til madlavning, det var også et praktisk og prisbevidst system, hvilket var noget helt nyt dengang.