Bag kulissen i auktionshuset

I indre København ligger Bruun Rasmussen - et af Danmarks ældste auktionshuse. Tredje generation, Alexa Bruun Rasmussen byder os indenfor i sit arbejdsrum.

© Camilla Lezuik Streton

Alexa Bruun Rasmussen er tredje generation i Bruun Rasmussens Kunstaktioner. I dag er Alexa vurderingssagkyndig i ældre sølv og står samtidig for at profilere auktionshuset udadtil.

HVAD ER VIGTIGST AT HAVE MED DIG, NÅR DU ARBEJDER?
© Bruun Rasmussen

Hvis det er i forbindelse med auktion i Bredgade, så er alfa omega min farfars auktions hammer, som er den, der bliver brugt der. Hvis jeg er ude af huset til en velgørenhedsauktion, har jeg min egen hammer med.

Jeg kan heller ikke undvære min lup. Især hvis jeg står midt i en sølvvurdering er jeg nødt til at kunne se stemplerne tydeligt for at definere, hvor og hvornår sølvet er fra, og hvem der har lavet det. En gang i mellem kan jeg også få brug for en opslagsbog hertil.

Derudover er det selvfølgelig vigtigt at have min mobil, da den også er min kalender og der, hvor jeg har mulighed for at skrive noter ned. Mine bilnøgler er også vigtige, de gør det muligt for mig at komme nemt og spontant fra a til b.

HVILKE ARBEJDSRUTINER HAR DU?
© Bruun Rasmussen

Jeg har ingen helt konkrete arbejdsrutiner, da de fleste dage er forskellige – især når jeg er på farten og arbejder andre steder end ved mit skrivebord. Jeg bestræber mig dog på at lægge møder i samme område og lige efter hinanden for at udnytte tiden effektivt.

HVAD ER DET STØRSTE DU HAR OPNÅET I DIT ARBEJDE?
© Camilla Lezuik Streton

Det må være at stå på podiet og lave et to-millioners hammerslag. Det at kunne holde tungen lige i munden og bevare roen og overblikket, selvom jeg er ved at gå ud at mit gode skind af begejstring – DET er en fantastisk følelse.

HVAD INSPIRERER DIG?
© Bruun Rasmussen

Der er mange ting, der inspirerer mig, fordi jeg er en meget visuel person, der går op i detaljer og sammensætningen. Men især bliver jeg inspireret af mennesker, kunst, farver, arkitektur og lys.

HVAD ER EN KLASSISK OVERSPRINGSHANDLING?
© Miklos Szabo

Jeg kan blive så inspireret ved at arbejde på farten, at jeg nogen gange skal findes ekstra motivation til at komme tilbage til det rutine arbejde, der også skal gøres på kontoret.