Bodum stempelkande
© MoMa

MoMA og Bodum samarbejder om kollektion, der vil lyse grå dage op

Et af verdens førende museer, Museum of Modern Art i New York, har lavet en særlig kollektion i samarbejde med Bodum, som nu ikke kun kan købes i museet på 53rd Street, men online over hele verden. Lige fra den klassiske Chambord-kande til en farveglad tevogn.

Et vellykket samarbejde

Da tre progressive og indflydelsesrige mæcener af kunsten, Lillie P. Bliss, Mary Quinn Sullivan og Abby Aldrich Rockefeller, mødtes og spiste en frokost i 1928, blev kimen lagt til det, der i dag er et af verdens mest berømte museer for moderne kunst, og her næsten 100 år senere er Museum of Modern Art – MoMA – ikke kun kendt for sin samling og sine udstillinger, men også for museets shop med nøje udvalgte designobjekter.

Bodum kan prale af, at den klassiske stempelkande, Chambord, som gennem årene er produceret i millionvis, er i museets samling af vigtige designobjekter fra det 20. århundrede, og at firmaet gennem årene har haft et tæt samarbejde med museets shop, hvor skiftende chefer har farvesat og udvalgt særlige udgaver af Bodums produkter.

Det samarbejde intensiveres lige nu med en farve- strålende kollektion af kaffekander, vinglas og et tebord, der alle online kan erhverves over hele verden.

MoMA’s designteam har farvesat tingene, og serien Bodum for MoMA udvikles løbende.

Bodum stempelkande
© MoMa

Designprincipper fra Art deco, Bauhaus og Pop art

– Den kollektion af vinglas, vi nu sælger sammen med MoMA, er et levende bevis på et af min karrieres største flop, griner Jørgen Bodum, som i 1983 lancerede en kæmpe kollektion af glas inspireret af Memphis-stilen – Oktett hedder den, og idéen var inspireret af legenden om kong Arthur tilsat lidt Memphis-stil.

Memphis Group var en designbevægelse, der fungerede fra 1981 til 1988. Bevægelsen blev grundlagt af Ettore Sottsass sammen med en stor gruppe andre designere og arkitekter.

Med designprincipperne fra art deco, Bauhaus og pop art bar designet præg af kraftige farver, geometriske figurer, komposition, funktion, mønstre og materialekombinationer, som ikke tidligere var set.

– Jeg troede så meget på idéen, at jeg satte syv millioner glas i produktion, og det floppede fuldstændigt.

Men designidéen synes jeg den dag i dag holder, og nu, 40 år senere, kan det være, at objekterne rammer en ny tid.

Men jeg sætter ikke millioner af eksemplarer i gang igen, siger Jørgen Bodum.