To arkitekter, en møbelsnedker og en fælles vision
I maj 2014 står Anders Thams og Martin de Neergaard Christensen på designmarkedet Finders Keepers og kigger lidt chokerede på hinanden. Foran dem står to kvinder og skændes. De har begge fat i en billedramme, og ingen af dem vil slippe.
Den ene kvinde hævder, hun fik fat i den først, mens den anden mener, at hun var den første, der sagde, hun ville købe rammen.
– Lige præcis dér vidste vi, at vi havde fat i noget, og at vi skulle i gang med at producere nogle flere, siger Martin.
Balladen skyldtes nemlig, at de 40-80 billedrammer, som makkerparret havde taget med for at sælge på markedet, langt fra var nok, og at de blev udsolgt på kort tid. Folk var vilde med det enkle design, der bestod af fire trælister, to lag plexiglas og én elastik til at holde hele rammen samlet.
– Vi stod sene aftentimer efter arbejde og lavede trærammerne i mit værksted. Det var alt lige fra at skære store plader af plexiglas til at høvle træ og skære lister, fortæller Anders.
Han er oprindeligt uddannet i Statskundskab og har en baggrund i Finansministeriet, men da Anders var på barsel med sit første barn, blev det dog mere og mere tydeligt for ham, at han savnede at dyrke sin kreative interesse mere. Det resulterede i et stort karriereskift, og Anders satte sig igen på skolebænken, men denne gang på møbelsnedkeruddannelsen.
Her mødte han Martin, der gik på skolen for at få et halvt års praktisk erfaring, inden han gik i gang med sin kandidat på arkitektuddannelsen.
– Vi lagde mærke til hinandens ting, og jeg kunne godt lide Martins konstruktive arbejde. Efter noget tid tog vi en kop kaffe på Sankt Hans Torv og blev enige om, at vi skulle starte noget sammen, siger Anders.
Det blev i første omgang billedrammerne, og det var ikke kun på designmarkeder, at de blev populære. Efter at have været sprunget ud som selvstændige cyklede Anders og Martin ud med ladet fyldt på Anders’ longjohn. De besøgte københavnske butikker, og snart lagde både Shop Dora og Stilleben ordrer.
– Det var sindssygt fedt, men på et tidspunkt nåede vi et makspunkt. Vi kunne ikke længere stå og lave rammerne i værkstedet selv, så vi fik et samarbejde med en fabrik, fortæller Martin.